· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Tre frisørelever dyster med om DM

Caya Christensen, Marie Egeberg og Naja Fogt fra HANSENBERG er alle med, når Danmarks bedste frisører og frisørelever skal findes.

Søndag den 1. marts er der rig mulighed for at se nogle af landets bedste frisører i aktion.

For DM og Årets Frisør finder nemlig sted på HANSENBERG, og vi har tre elever med i skolekonkurrencen:

Naja Fogt, Marie Egeberg og Caya Christensen stiller nemlig op som et stærkt hold, og Caya – der i år skal til svendeprøve – stiller desuden op solo i ”Teknisk Brudestyling”, der er en kategori, som udlærte frisører kan deltage i.

Forud for konkurrencerne fremhæver Caya – som kommer fra Fredericia og er i lære hos Fashion Cut Intercoiffure i Middelfart – den ekstraordinære træning op mod DM, som alle frisørelever på HANSENBERG har mulighed for at deltage i:

”Jeg kan anbefale alle frisørelever at deltage i DM-træningen, for man får meget disciplin, og man udvikler sit håndværk. Det får man virkelig meget ud af – og træningen er også for dem, der vælger ikke at stille op til DM”.

Caya forklarer, at træningen foregår nogle aftener fra oktober og frem til DM i HANSENBERGs store frisørsalon.

Caya Christensen deltager ved DM for frisører 2026

Det, jeg får med mig fra konkurrencer, er helt sikkert, at jeg får lov til at udfolde mig mere kreativt. Jeg får rigtig meget forberedelse til min svendeprøve – og lærer også, hvordan jeg bedst udnytter den tid, jeg har. Det kan nemlig være meget svært i frisørfaget.

Caya Christensen

Fedt at udfordre sig selv

Den træning har Naja og Marie naturligvis også deltaget i, og de glæder sig begge til komme i ilden på søndag:

”Det er jo noget, jeg har lyst til at deltage i, og det er spændende at udfordre sig selv. Jeg glæder mig til det hele – at mærke stemningen og lave noget flot hår”, fortæller Naja, der kommer fra Brørup, men nu bor i Odense og er i lære hos Hairy’Tales i Morud.

Det betyder meget for både hende og Marie at stille op som et hold:

”Det er en rar følelse. Vi har hinanden. Jeg kan godt lide at konkurrere, og det er fedt at udfordre sig selv”, siger Marie, som er i skoleoplæring.

Caya er noget længere i sin uddannelse end sine holdkammerater, men det betyder også meget for hende at stille op som et hold:

”Vi kan stå sammen om noget lækkert arbejde – og gøre hinanden bedre. Det med sparring er megafedt. Vi kan hver især sige: ’Jeg har tænkt det her – hvad synes I?’ Vi får noget fra hinanden”.

Fra venstre er det Caya Christensen, Naja Fogt og Marie Egeberg, som alle deltager ved DM for frisører
Fra venstre er det Caya Christensen, Naja Fogt og Marie Egeberg.

Tidligere VM-deltager

Det er slet ikke nyt for Caya at være med ved konkurrencer. I september sidste år var hun med ved VM i Paris – hvor hun sammen med tre andre danske frisører tog fra den franske hovedstad med en flot fjerdeplads. Vel at mærke i kategorier, hvor hun var oppe imod udlærte frisører.

Og ved sidste års DM blev hun nummer tre i skolekonkurrencens bombage-kategori.

”Så i år vil jeg gerne blive nummer et individuelt”, siger hun.

For selv om skolekonkurrencen er en holdkonkurrence, får hver deltager også en individuel bedømmelse.

”Det, jeg får med mig fra konkurrencer, er helt sikkert, at jeg får lov til at udfolde mig mere kreativt. Jeg får rigtig meget forberedelse til min svendeprøve – og lærer også, hvordan jeg bedst udnytter den tid, jeg har. Det kan nemlig være meget svært i frisørfaget, men jeg lærer at arbejde mere effektivt. Og så får jeg en masse teknikker med mig, som jeg kan tage med mig i mit daglige arbejde”.

HANSENBERGs logo på fronten af Skovvangen 28
Konkurrencerne foregår på HANSENBERG, Skovvangen 28 i Kolding.

Alle er velkomne

Kategorierne i skolekonkurrencen ved DM er Bombage og Brudestyling.

Det er Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund (DFKF), som sammen med Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) arrangerer DM og Årets Frisør 2026 på HANSENBERG, Skovvangen 28 i Kolding.

Arrangementet er åbent for publikum – så hermed en opfordring til at kigge forbi og se kreativt håndværk på højeste plan.

Og vi hepper selvfølgelig på Naja, Marie og Caya!

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen