Fire dage med intens landsholdstræning

Der er ikke noget, der hedder at holde fri i weekenden.
I hvert fald ikke for det danske tømrerlandshold, som fredag, lørdag, søndag og mandag har været på en intens træningslejr i tømrerværkstederne på HANSENBERG.
Blandt de 11 dedikerede talenter – der bruger deres fritid, når de skal træne – er tømrerelev Emil Andersen fra HANSENBERG. Han er i lære hos AS Tømrer i Vojens, og i efteråret kvalificerede han sig til DM i Skills 2026, som til april finder sted i Hjørring.
Og under træningen stod han side om side med de fem tømrerelever fra andre dele af landet, som han skal duellere mod ved DM i Skills.
”Det er nogle lange dage med træning, men det er fedt, for vi hjælper hinanden – og det gælder også os, der skal konkurrere imod hinanden i Hjørring. Der bliver kamp til stregen, men vi har det godt sammen. Det vigtigste er det fællesskab, vi har”, fortalte Emil Andersen og tilføjede:
”Det betyder noget, at jeg kender dem, jeg skal op imod, for så er det ikke så ukendt og skræmmende at stille op. Forstået på den måde, at nogle af de andre har været med ved flere konkurrencer, så jeg har fået indblik i niveauet – og i, hvad man skal kunne, når man stiller op til en konkurrence”.

Samme passion for faget
En af holdkammeraterne – og en konkurrent til DM i Skills – er Lars Corneliussen fra CELF i Nykøbing Falster. For få måneder siden var han Danmarks repræsentant indenfor tømrerfaget ved EuroSkills, og til september skal han til WorldSkills i Shanghai.
For Lars Corneliussen betyder både konkurrencer og fællesskabet på landsholdet rigtig meget:
”Det er fedt at vise håndværket frem, og konkurrencer er en god måde at gøre det på. Jeg drømmer da om at blive verdensmester, og ved landsholdssamlingerne får man et andet perspektiv på tingene. Har man et problem, kan man få gode råd og faglig sparring, og det er fedt at være sammen med andre, som er lige så passionerede, som jeg selv er”.

“Det er fedt at være sammen med andre, som er lige så passionerede, som jeg selv er.
Lars Corneliussen, deltager ved DM i Skills, EuroSkills og WorldSkills

Dedikeret trænerstab
Der er fem trænere tilknyttet landsholdet – deriblandt Michael Thage, som er ansat som landstræner af Det Faglige Udvalg for tømrere, og faglærer på HANSENBERG Valde Feddersen.
”Vi har to camps og cirka fire landsholdsamlinger om året, og denne gang foregår det på HANSENBERG. Det fungerer superfint, og landsholdsdeltagerne har fået nogle forskellige opgaver – alt efter, hvor de er i deres træningsforløb. De er rigtig gode til at være sammen – også socialt – og vi gør meget ud af at sørge for, at der også er nogle sociale arrangementer i forbindelse med samlinger”, fortalte Michael Thage.
Valde Feddersen er enig, og han forklarede, at det er et kæmpestort setup, når landsholdstruppen er samlet:
”De skal helst kun have fokus på deres opgave, så alt andet omkring dem skal bare fungere. Og det er gået supergodt. Det er fantastisk at se lærlinge, som er så dedikerede og hele tiden udfordrer sig selv for at blive endnu bedre indenfor deres fag”.
”Men det er også vigtigt, at de laver noget socialt sammen, for de nørder meget med tingene, når de mødes”.
Undervejs i træningsforløbet fik landsholdet også en fornem portion fastelavnsboller – bagt og leveret personligt af vinderen af Den Store Bagedyst 2025 på DR1, Ingrid Mørch Jørgensen.
Komplicerede konstruktioner
I løbet af de fire dage har landsholdet hver især bygget en tagkonstruktion efter nogle tegninger. I opgaven var der indbygget en masse teori og svære teknikker.
Men der har også været andre opgaver. For eksempel fik de et minut til at se på en konstruktion, inden den blev dækket til.
”De skulle analysere, hvordan den var sat sammen – og derefter selv samle den på tid. De har så stort et konkurrencegen, og koncentrationen lyste ud af dem. Vi gør det, fordi de skal kunne afkode principperne i en tagkonstruktion”, sagde Valde Feddersen.
Landsholdet var primært samlet i weekenden, fordi værkstederne på de tidspunkter ikke skal anvendes af skolens øvrige tømrerelever. Derudover er deltagerne også i skole eller arbejder på deres lærepladser i hverdagene.

Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583