Oplev uddannelsen

Tømrer, gulvlægger og tækkemand på HANSENBERG

Tømreruddannelsens faciliteter

Tømreruddannelsens Grundforløb 2 og tømrerlærlingene på hovedforløbene har deres helt egen bygning på C.F. Tietgens Vej 8.
Her er flotte faciliteter, for bygningen er renoveret i 2023, og her er lyst og åbent i både værksteder og klasselokaler.
Bag bygningen er der etableret en stor boldbane, så der er flere muligheder for at hygge sig i pauserne.

Her finder du det nødvendige værktøj og det materiale, som du skal bruge til dit projekt, og der er mulighed for frisk luft under arbejdet - mens teorien foregår i klasseværelserne, og der er også mulighed for at låne en bærbar PC på daglig basis.

Du kan købe mad eller nyde din egen madpakke i bistroen på C.F. Tietgens Vej 11.

Uddannelsesleder Mikkel Klingsten præsenterer de flotte nye faciliteter

Bæredygtighed er bygget ind i små rum​

Det er noget af et projekt, som 46 tømrerlærlinge på 1. hovedforløb har været i gang med i værkstederne og i et af de store fællesområder på HANSENBERG.

I teknologifaget har de nemlig arbejdet med bæredygtigt byggeri – og omsat teori og tegninger til såkaldte ”rum i rum”, hvor der både er plads til fordybelse og en god snak.

”Eleverne kigger på klimavenlige materialer, der så vidt muligt skal være CO2-neutrale. De udvælger så nogle materialer, der er spændende at arbejde med, hvorefter de ser på, hvad der reelt er mest bæredygtigt”, fortæller faglærer på HANSENBERG René Erichsen.

Det indebærer blandt andet, at fremtidens tømrere eksempelvis vurderer materialernes levetid i forhold til bæredygtighed, forklarer René Erichsen:

”De skal lære at holde de to ting op mod hinanden, så kunderne ved, hvad de får – og hvordan det skal vedligeholdes. I projektet er det selve processen, vi sætter fokus på”.

Det bliver nødvendigt for byggebranchen at gå endnu mere i den bæredygtige retning, siger tømrerelev på Hansenberg Jesper Nielsen.

SPÆNDENDE RESEARCH

Netop arbejdet med bæredygtighed har været interessant og vedkommende, fortæller Jesper Nielsen, der er tømrerlærling hos Jørgen Lund Frederiksen A/S i Kolding:

”Der er så mange ting i det her projekt – og så mange materialer, man kan bruge. Det kræver rigtig meget research, og det er spændende. Byggeri står for meget CO2-udledning, og det bliver nødvendigt for byggebranchen at gå endnu mere i den bæredygtige retning. Det havde jeg slet ikke tænkt over, før jeg startede på HANSENBERG”.

”Det er et stort ansvar at komme ud i branchen, så det er bare med at følge med her på skolen”, tilføjer Jesper.

Den 17-årig lærling har altid vidst, at han ønskede en karriere inden for byggeri – og valget faldt på tømrerfaget:

”Især efter jeg er kommet i lære, har jeg set, at det er en genial uddannelse. Der mangler i den grad folk i branchen. Og så er jeg i lære i et super fedt firma, hvor jeg helt fra begyndelsen har arbejdet med byggeriet af seniorboliger i Seest”.

”Det var vildt at starte med sådan et stort projekt, men jeg har gået sammen med nogle vildt dygtige og gode svende, så det har virkelig været godt”.

Mads fortæller lidt om tømrerfaget

STUDIEMILJØ

HANSENBERG har skabt et spændende miljø for læring og personlig udvikling for dig, der ønsker at tage et svendebrev - også for dig, der har valgt EUX.

HANSENBERG har både adresse på Skovvangen og C.F. Tietgens Vej, som ligger nær Kolding Storcenter, men også på Vranderupvej lidt uden for Kolding. 


ELEV PÅ HANSENBERG

Som HANSENBERGer bliver du en del af en hverdag, hvor mennesker lærer, modnes og spiller sammen på kryds og tværs symboliseret i vores logo af en dynamisk treenighed:

Eleverne, skolen og virksomhederne.

Vi ønsker, at vores elever har det godt på skolen og lærer så meget som muligt. 

Vi er sikre på, at det er mere udfordrende, sjovere og lettere at lære, når man har det godt med sig selv og andre.

Vi tror på, at team med personlige og faglige kontakter kan være med til at gøre vores skolemiljø bedre.

skolens FACILITETER

Som elev på HANSENBERG har du mange muligheder, vi har fx et makerspace, XHOUSE, som ligger på C.F. Tietgens Vej, hvor der er maskiner som 3D printere, laserskærer, UR5 robot, LEGO EV3 robotter, samt et værksted til bearbejdning af træ, plast og metal. I forbindelse med undervisningen er der flere af uddannelserne, der bruger faciliteterne i XHOUSE.

Du kan evt. bo på vores skolehjem som ligger på Skovvangen 26 og 30 - og på Bertram Knudsens Vej 1. Vi har plads til 359 elever.

Da vores uddannelser ligger på 3 forskellige adresser, så får de forskellige uddannelser de mest optimale betingelser. 

Gården, hestestaldene og den zoologiske have ligger på Vranderupvej ude på landet (ca. 9 km fra skolens adresse på Skovvangen). På samme adresse ligger også et moderne mediehus, hvor mediegrafikerne holder til, samt uddannelserne webudvikler og data- og kommunikation.

Auto- og VVS-værkstederne på C.F. Tietgens Vej er moderniserede i 2016, mens HANSENBERG Tekniske Gymnasium boltrer sig på Skovvangen, hvor der i 2021 blev bygget ny idrætshal, topmoderne undervisningskøkken, undervisningsrestaurant samt nye fitnesslokaler. På samme adresse har frisørerne deres egen mega-salon, og tandklinikassistenterne har deres egen klinik.

Nyhedsarkiv



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden