Tandklinikassistentuddannelsens faciliteter
Tandklinikassistentuddannelsen har deres tandklinik på Skovvangen 28 i Kolding i lyse lokaler på 1. sal. Der er et mindre røntgenlokale, mens det største lokale er indrettet som en typisk - men ret stor - tandklinik og indeholder alt, hvad du kan ønske dig, når du starter på din drømmeuddannelse.
Den autentiske tandklinik giver dig nogle af de bedste rammer under din uddannelse til tandklinikassistent.
Der er også rigtige klasseværelser, og der er mulighed for at låne en bærbar PC på daglig basis.
Du kan købe mad eller nyde din egen madpakke i bistroen.
Nicole er uddannet tandklinikassistent
Tandklinikassistent Nicole Kynde på 28, er udlært hos ORIS Tandlægerne Kolding, hvor hun også er fastansat, og har blandt andet tidligere taget en almen studentereksamen (STX).
Nu har hun fundet den helt rigtige karrierevej:
”Jeg elsker mit job, og jeg kan ikke forestille mig at lave andet. Samarbejdet med tandlægen er rigtig spændende og skal fungere 100 procent. Som tandklinikassistent hjælper jeg andre – både tandlægen og patienterne. Jeg kan være med til at gøre det til en god oplevelse at gå til tandlæge, og jobbet er meget alsidigt”.
Nicoles hverdag på klinikken
På klinikken har Nicole Kynde en lang række opgaver. Den primære opgave er naturligvis at assistere en af tandlægerne, men hun passer også receptionen et par eftermiddage om ugen – og to gange om måneden assisterer hun klinikkens faste kæbekirurg. Noget, hun allerede som elev fik til opgave.
”Nicole er en fast del af vores kirurghold, og det var hun også som elev. Det er helt usædvanligt, og de andre på holdet har mange års erfaring, for det kræver nogle helt særlige kompetencer.
Det er heller ikke tilfældigt, at Nicole passer receptionen – det er, fordi hun er dygtig, og hun kan rumme alle de opgaver, der hører til i en reception”, fortæller Rikke Dresing fra ORIS Tandlægerne i Kolding.
- Læs hele Nicoles historie
STUDIEMILJØ
HANSENBERG har skabt et spændende miljø for læring og personlig udvikling for dig, der ønsker at tage et svendebrev - også for dig, der har valgt EUX.
HANSENBERG har både adresse på Skovvangen og C.F. Tietgens Vej, som ligger nær Kolding Storcenter, men også på Vranderupvej lidt uden for Kolding.
ELEV PÅ HANSENBERG
Som HANSENBERGer bliver du en del af en hverdag, hvor mennesker lærer, modnes og spiller sammen på kryds og tværs symboliseret i vores logo af en dynamisk treenighed:
Eleverne, skolen og virksomhederne.
Vi ønsker, at vores elever har det godt på skolen og lærer så meget som muligt.
Vi er sikre på, at det er mere udfordrende, sjovere og lettere at lære, når man har det godt med sig selv og andre.
Vi tror på, at team med personlige og faglige kontakter kan være med til at gøre vores skolemiljø bedre.
skolens FACILITETER
Som elev på HANSENBERG har du mange muligheder, vi har fx et makerspace, XHOUSE, som ligger på C.F. Tietgens Vej, hvor der er maskiner som 3D printere, laserskærer, UR5 robot, LEGO EV3 robotter, samt et værksted til bearbejdning af træ, plast og metal. I forbindelse med undervisningen er der flere af uddannelserne, der bruger faciliteterne i XHOUSE.
Du kan evt. bo på vores skolehjem som ligger på Skovvangen 26 og 30 - og på Bertram Knudsens Vej 1. Vi har plads til 359 elever.
Da vores uddannelser ligger på 3 forskellige adresser, så får de forskellige uddannelser de mest optimale betingelser.
Gården, hestestaldene og den zoologiske have ligger på Vranderupvej ude på landet (ca. 9 km fra skolens adresse på Skovvangen). På samme adresse ligger også et moderne mediehus, hvor mediegrafikerne holder til, samt uddannelserne webudvikler og data- og kommunikation.
Auto- og VVS-værkstederne på C.F. Tietgens Vej er moderniserede i 2016, mens HANSENBERG Tekniske Gymnasium boltrer sig på Skovvangen, hvor der i 2021 blev bygget ny idrætshal, topmoderne undervisningskøkken, undervisningsrestaurant samt nye fitnesslokaler. På samme adresse har frisørerne deres egen mega-salon, og tandklinikassistenterne har deres egen klinik.