VUC i brobygning på HANSENBERG

Det er en råkold, grå og fugtig vinterdag tirsdag den 24. januar

VUC i brobygning på HANSENBERG

Det er en råkold, grå og fugtig vinterdag tirsdag den 24. januar – alligevel har hele 50 elever og 2 lærere fra VUC Tønder valgt at besøge Organia, hvor størstedelen af besøget foregår udendørs.

VUC-eleverne fra Tønder er i gang med at tage 9.-10. klasse som AVU (almen voksenuddannelse). Som en del af uddannelsen deltager de i nogle brobygningsforløb, og det er netop i den forbindelse, at de besøger HANSENBERG.

Carina Kirk, lærer på VUC, fortæller, at eleverne normalt har 3 brobygningsforløb, og de skal fx også til Padborg for at besøge et speditionsfirma, mens andre besøger SOSU-skolen eller handelsskolen. Det handler om, at eleverne skal præsenteres for forskellige muligheder for at finde ind til det, de brænder for, og få nemmere ved at træffe et valg, når de skal videre efter VUC.

Adspurgt er flere af VUC-eleverne netop meget i tvivl, når det kommer til valg af uddannelse – måske enkelte er mere afklarede efter besøget …

FRA KOKAGER TIL EKSOTISKE PAPEGØJER

Faglærer Gitte Kristiansen bød velkommen, og efter en rask spadseretur ud til ”bondegården”, som ligger et godt stykke væk fra de mere traditionelle undervisningsbygninger, kunne alle bese Jersey-besætningen og klappe køerne. Nogle var lidt betænkelige ved at betræde staldene – og ikke mindst dyrenes efterladenskaber. Det var vist ikke alle, der kunne se en fremtid for sig som landmand.

Efter hestene (og kattene) også var blevet nusset bag ørerne, var det Beagle-hundene, som stod for tur. Hundene bliver primært brugt af veterinærsygeplejerskeeleverne, når de skal lære at lægge forbindinger og tage røntgen mv., og i dagligdagen sørger skolens elever og ansatte for at tage sig rigtig godt af hundene.

Så blev det tid til den mere eksotiske del af besøget, Organias mini-zoo.
Udover papegøjer, kattalemurer, næsebjørne, slanger og dødningehovedaber m.fl., nåede nogle af eleverne også at få et glimt af den seneste indflytter, nemlig en los. På Organia venter de spændt på at få tildelt en partner til lossen, så de kan få unger.

Efter rundvisningen fortalte Gitte Kristiansen om de uddannelser, man kan tage på Organia, hvad uddannelserne handler om, hvad der kræves for at blive optaget, og lidt om fremtidsperspektiverne.

Vi siger tak for besøget til VUC Tønder – og pøj pøj med uddannelsesvalget!

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden