Tidligere elev på teknisk gymnasium tæmmede to løver

Løvens hule

Tidligere elev på teknisk gymnasium tæmmede to løver

Det gik rigtig godt, da Roald Dibbern – som blev student fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium i 2019 – deltog i det populære tv-program ”Løvens Hule”.

Surferfyr. En ung Patrick Swayze. Badass på den søde måde. Og nå ja – en sej ung mand.

Roald Dibbern fik en del tilnavne, da han i torsdagens udgave af ”Løvens Hule” på DR1 var i ilden.

Men han fik også, hvad han kom efter, for to af de kendte løver – Jesper Buch og Christian Arnstedt – valgte nemlig hver at investere 25.000 kroner i den 21-årige iværksætters virksomhed, og de to investorer ejer nu tilsammen 25 procent af smykkefirmaet DIBB Design.

”Det har altid været en drengedrøm at være med i ”Løvens Hule”, så jeg fik et chok, da jeg fandt ud af, at jeg skulle deltage. Jeg følte mig egentlig meget i ét med hele situationen, da jeg så stod der. Jeg havde i hvert fald en fornemmelse af, at jeg var mindre nervøs, end jeg så ud til at være på tv”, siger Roald.

Han fortæller, at Jesper Buch og Christian Arnstedts engagement blandt andet har udmøntet sig i et samarbejde med Vibholms smykkebutikker.

Det var på HANSENBERG Tekniske Gymnasiums laserskærer, at Roald Dibbern producerede sit første par øreringe. Billedet her er fra 2017, og Roald har godt gang i et projekt på netop laserskæreren.

Det hele startede på HANSENBERG

Her på HANSENBERG Tekniske Gymnasium kender vi Roald rigtig godt, for han blev student herfra i 2019. Og lysten til at skabe sit eget smykkedesign opstod netop i et af gymnasiets værksteder:

”Jeg manglede en gave til min kæreste, så jeg designede et par øreringe og skar dem ud på HANSENBERGs laserskærer efter en teknologitime. Så det har haft stor betydning for mig, at der var de muligheder på gymnasiet. På HTX får man lov til at arbejde med nutiden og fremtiden. Samtidig er det fedt, at man kender hinanden – og at man har et godt forhold til lærerne. Det gør, at man får lov til at prøve nogle idéer af. Lærerne var friske på det, da jeg ville arbejde med mit design”.

Kæresten blev da også meget glad for de fine øreringe, mindes Roald:

”Hun var dog ikke helt så tilfreds med, at de herefter kom i produktion. Set i bakspejlet skulle jeg ikke have solgt øreringe i samme design til andre. Men jeg har lært af mine fejl, og hun har nu fået sit helt eget design, som jeg ikke sælger”.

Herunder ses nogle af Roald Dibberns fine øreringe i træ.

KONSTANT UDVIKLING

Netop at sælge er ellers det, som Roald har fokus på lige nu i sin virksomhed. Efter studentereksamen startede han på SDU, hvor han er ved at tage en bachelor i Erhvervsøkonomi, HA – Entreprenørskab og Innovation.

Udviklingen af DIBB Design startede egentlig som en del af uddannelsen, hvor han fik til opgave at starte sin egen virksomhed.

”Jeg prøvede at lære så meget, som muligt gennem virksomheden, og i første omgang tænkte jeg ikke så meget i salg. Jeg har været med inde over hver eneste ting – lige fra design til bogføring til forretningsplan. Men der er også erfaring at hente ved at sælge noget, så jeg begyndte at tage ud til butikker og markeder, hvor jeg også fik solgt noget. Lige så stille prøvede jeg at skubbe mig selv ud i noget, jeg ikke havde prøvet før, men som var sjovt”.

Sjovt er rejsen stadig for Roald, som har planer om at lægge al sin energi i DIBB Design, når han i 2022 afslutter sin uddannelse på SDU.

”Jeg tror på min virksomhed”, siger han.

Roald Dibbern: ”På HTX får man lov til at arbejde med nutiden og fremtiden. Samtidig er det fedt, at man kender hinanden – og at man har et godt forhold til lærerne. Det gør, at man får lov til at prøve nogle idéer af. Lærerne var friske på det, da jeg ville arbejde med mit design”.

Bæredygtighed har stor betydning

Roald har helt fra begyndelsen haft en klar mission om at designe smykker af genbrugstræ med fokus på bæredygtighed og dansk produktion. For hvert købt smykke på webshoppen plantes der desuden et træ.

”Bæredygtighed bør man tænke ind i alting. Det er et vigtigt punkt at tage med i sine overvejelser, når man gør noget. Og med træ kan man få nogle farver og strukturer i smykker, som man ikke får med guld og sølv”.

Vi siger stort tillykke til Roald med det flotte resultat i ”Løvens Hule” – og held og lykke med videreudviklingen af DIBB Design.

 


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden