SPS er Emmas gode medspiller i skolen

specialpædagogisk støtte (SPS)

SPS er Emmas gode medspiller i skolen

Når man som Emma Gray er ordblind, kan det være en ekstra udfordring at klare skriftlige opgaver i skolen, men ved hjælp af specialpædagogisk støtte (SPS) kan hun tage en uddannelse på lige fod med andre elever

”At få SPS er overhovedet ikke et tabu, og der er mange andre, som også får støtte", siger Emma Gray.

”Du skal tage imod al den hjælp, du kan få, for det er ikke pinligt at få støtte! Den støtte kan være med til, at du når de uddannelsesmål, du har sat dig”.

Det gode råd kommer fra 16-årige Emma Gray, som er godt i gang med uddannelsen til kok på HANSENBERG.

Og rådet er givet direkte til unge, som overvejer at starte på en ungdomsuddannelse – men som samtidig er bekymrede for, om en funktionsnedsættelse kan spænde ben for drømmen om at gennemføre uddannelsen.

Emma Gray ved, hvad hun taler om. En gang om ugen mødes hun nemlig – i skoletiden – med faglærer og SPS-vejleder ved HANSENBERG Linda Toft Lindekilde, og sammen får de lagt en slagplan for, hvordan de skriftlige opgaver kan struktureres.

For Emma Gray er ordblind, og det har hun vidst lige siden 2.-3. klasse, da klassekammeraterne sådan for alvor begyndte at sætte bogstaver sammen til ord.

Derfor får hun på HANSENBERG det, der kaldes SPS – og som står for specialpædagogisk støtte.

Kokkeelev Emma Gray

At få SPS er overhovedet ikke et tabu, og der er mange andre, som også får støtte. Mine holdkammerater tænker slet ikke over det, så man skal altså overhovedet ikke være bekymret over at efterspørge den støtte.

Får de rigtige værktøjer

SPS har til formål at sikre, at unge, der er udfordret på grund af eksempelvis ord- eller talblindhed, bevægelseshandicap eller psykiske funktionsnedsættelser, kan tage en uddannelse på lige fod med andre elever eller studerende.

”Jeg kan blive frustreret, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af – eller ikke kan danne mig et overblik over. Sammen med Linda tager jeg et skridt ad gangen. Jeg får nogle værktøjer til, hvordan jeg kan strukturere den næste opgave – og hvordan jeg omdanner noget teoretisk til mine egne ord”.

Linda Toft Lindekilde forklarer, at Emma Gray – og andre, der modtager SPS – blot får de samme forudsætninger, som klassekammeraterne har:

”Emma har udfordringer med at stave ordene, og derfor får hun hjælp til at komme igennem sin skoledag. Andre kan have nogle personlige udfordringer, der gør, at de har brug for støtte til at afkode de signaler, som andre sender”.

”Jeg plejer at sige til eleven: ’Du er chefen – du skal fortælle mig, hvad du har brug for’. Vi mødes en gang om ugen, og så snakker vi om, hvordan det går. Det er ikke på en fast dag. Tidspunktet koordinerer jeg med faglærerne, for eleverne skal selvfølgelig ikke mødes med mig, hvis de har gang i en praktisk opgave indenfor deres fag”, understreger Linda Toft Lindekilde.

Indimellem tager faglærerne også fat i Linda Toft Lindekilde, hvis de oplever, at en elev bøvler lidt med en specifik opgave, og så tager hun en snak med eleven om det.

”Det giver mig så meget arbejdsglæde at kunne se dem i øjnene og hjælpe med lige præcis det, der fylder hos dem. De er så glade, når de er kommet videre fra det, de havde udfordringer med”, siger Linda Toft Lindekilde.

En gang om ugen mødes Emma Gray med SPS-vejleder og faglærer Linda Toft Lindekilde, hvor de for eksempel får sat noget struktur på de skriftlige opgaver.

Det er bare med at komme i gang

Emma Gray er rigtig glad for den støtte, hun får. Men forskellige faktorer gjorde, at hun ikke søgte støtten, før hun næsten var færdig med Grundforløb 1:

”På Grundforløb 1 ville jeg ikke have SPS, selv om jeg kendte til tilbuddet. Jeg havde fået noget hjælp på min efterskole – men ikke på den måde, som jeg havde brug for den på. Samtidig følte jeg i folkeskolen, at det var pinligt at få hjælp. Men jeg har udviklet mig i min tid her på HANSENBERG, så før eksaminerne i slutningen af Grundforløb 1 opsøgte jeg selv hjælpen”.

”At få SPS er overhovedet ikke et tabu, og der er mange andre, som også får støtte. Mine holdkammerater tænker slet ikke over det, så man skal altså overhovedet ikke være bekymret over at efterspørge den støtte”.

Linda Toft Lindekilde er helt enig – og det er bare med hurtigst muligt at kontakte sit uddannelsessted, så der kan komme gang i processen:

”Man skal se på SPS som sin medspiller fremfor sin modspiller. Tag imod hjælpen, så du får de samme forudsætninger, som de andre har”!

”Det er skolen, som kan ansøge om SPS til en elev, og der kan godt være en del behandlingstid, fra vi søger og frem til, at vi får bevillingen. Det ideelle scenario er derfor, at vi får søgt i det øjeblik, at eleven er optaget på uddannelsen, så det hele kan være på plads ved studiestart”

Emma Gray er ved at uddanne sig til kok på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding. Billedet her er fra den 23. maj 2024, hvor hun var med til at kreere lækkerier for gæsterne i forbindelse med uddelingen af HANSENBERG-medaljen på Koldinghus.

Nemt at få læreplads

Emma Gray kalder nu i den grad støtten for sin medspiller, og i kokkefaget har hun fundet sin helt rette hylde – og lærepladsen på Hotel Koldingfjord sikrede hun sig hurtigt:

”Som kok kan man nærmest med det samme se resultatet af sit arbejde, og man får feedback her og nu. Det virker meget overskueligt for mig – jeg laver noget med mine hænder, og jeg kan straks se, hvordan det er gået”.

”Det var ret nemt at få lærepladsen på Hotel Koldingfjord. Jeg var derude i praktik, og så tilbød de mig med det samme en læreplads. De sagde, at de kunne mærke, at jeg havde lysten til det”, fortæller Emma Gray.

Efter planen er Emma Gray uddannet kok i slutningen af 2027.

Du er meget velkommen til at kontakte HANSENBERGs vejledere, hvis du vil høre mere om SPS-mulighederne.

Socialpædagogisk støtte (SPS)

Hvis du er optaget på en af følgende ungdomsuddannelser, kan dit uddannelsessted ansøge om SPS til dig:

  • Erhvervsuddannelser (EUD/EUX)
  • Højere teknisk eksamen (HTX)
  • Almen studentereksamen (STX)
  • Højere handelseksamen (HHX)
  • Højere forberedelseseksamen (HF)
  • Private institutioner for gymnasiale uddannelser
  • Gymnasiale suppleringskurser

 

Kilde: www.spsu.dk


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden