Praktik i udlandet betyder alt for Line

Dyrepasserelev Line Devantié Beider tog udfordringen op, da hun fik mulighed for at deltage i en stor konkurrence for elever på erhvervsuddannelser, der har valgt at tage praktik i udlandet.

Går alt efter planen, er Line Devantié Beider uddannet dyrepasser i 2021. Og planen kører i den grad på skinner for den 21-årige dyrepasserelev fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding.

Hun er nemlig i praktik i Bjørneparken i Norge, og nu har fortællinger om livet nordpå udmøntet sig i, at hun torsdag den 25. oktober er med, når undervisningsminister Merete Riisager overrækker priser i forbindelse med Erasmus+ Konference 2018 i København.

Line Devantié Beider, der kommer fra Randers, blev naturligvis meget glad, da hun fandt ud af, at hun var blandt de udvalgte:

”Jeg blev super glad og overrasket. Jeg sad inde i Randers Regnskov sammen med min familie og fejrede min fødselsdag med kaffe og kage, da jeg fik opkaldet. Jeg følte mig utrolig stolt og begejstret, for det er en stor konkurrence”. 

Konkurrencen er for erhvervsuddannelseselever, der tager praktik i udlandet (PIU), og Line Devantié Beider forklarer, at man enten skal lave en video eller skrive en historie, hvori man fortæller om sine oplevelser som PIU-elev.

Det er faglærer ved HANSENBERG Hans Riehmann, der har opfordret sine dyrepasserelever til at deltage, for han er varm fortaler for PIU:

”Det har meget stor betydning for eleverne at komme til udlandet og se, hvordan man bærer sig ad der. De lærer nye metoder, og de får ofte et mere differentieret syn på tingene. De opbygger et internationalt netværk – og de udbygger deres sproglige, faglige og kulturelle kompetencer”.

Som navnet antyder, er Bjørneparken i Norge en dyrepark med flere flotte bjørne. Men i parken findes der også mange andre dyrearter – eksempelvis elge, rådyr og en række husdyr. Her er Line Devantié Beider i kontakt med en ræv.

Faglærer Hans Riehmann

Det har meget stor betydning for eleverne at komme til udlandet og se, hvordan man bærer sig ad der. De lærer nye metoder, og de får ofte et mere differentieret syn på tingene. De opbygger et internationalt netværk – og de udbygger deres sproglige, faglige og kulturelle kompetencer.

Det bedste valg

Til at begynde med var Line Devantié Beider i tvivl om, hvorvidt hun skulle deltage i konkurrencen, fordi hun på det tidspunkt stod midt i højsæsonen i Bjørneparken, så tiden var knap.

”Men jo mere, jeg snakkede med de andre elever om det, jo mere fik jeg lyst til at deltage, så jeg fandt mailen fra Hans frem igen”, fortæller hun.

”I starten var det mest, fordi flere af de andre elever skulle være med – og jeg er meget konkurrenceminded, så selvfølgelig skulle jeg også være med. Men efterhånden, som jeg skrev min historie, gik det op for mig, at det lige så meget var for at opfordre andre til at tage i praktik i udlandet. For det er en helt fantastisk mulighed”. 

Line Devantié Beider er slet ikke i tvivl om, hvad det har betydet for hende at tage springet og benytte sig af muligheden for PIU:

”Det har betydet alt for mig. Jeg har fået et helt nyt liv, nye venner, ny familie og en fantastisk kæreste. Jeg har udviklet mig utrolig meget – både fagligt og personligt. Jeg har fået nye hobbyer og interesser, og jeg er generelt blevet meget gladere. Det har uden tvivl været det bedste valg, jeg nogensinde har taget”.

Dyrepasserelev Line Devantié Beider

I starten var det mest, fordi flere af de andre elever skulle være med – og jeg er meget konkurrenceminded, så selvfølgelig skulle jeg også være med. Men efterhånden, som jeg skrev min historie, gik det op for mig, at det lige så meget var for at opfordre andre til at tage i praktik i udlandet. For det er en helt fantastisk mulighed.

Line Devantié Beider drømmer om at arbejde med bevaring af dyr og natur.

Ét eneste råd - når du overvejer Praktik i udlandet

Så rådet fra Line Devantié Beider til andre, der overvejer praktik i udlandet, er krystalklart:

”Hvis du overvejer praktik i udlandet, er mit eneste råd: Bare spring ud i det! Jeg ved godt, at det er enormt skræmmende at skulle rejse til et helt nyt land alene – og starte et nyt liv – men det er uden tvivl det værd. Og hvis alt går ad h til, kan du altid tage hjem igen”.

Selv tager Line Devantié Beider hjem, når hun til januar skal begynde på sit hovedforløb på HANSENBERG – og bo på skolehjemmet.  Men hun regner med at vende tilbage til Bjørneparken i Norge efter hovedforløbet.

”Hvis du overvejer PIU, er mit eneste råd: Bare spring ud i det! Jeg ved godt, at det er enormt skræmmende at skulle rejse til et helt nyt land alene – og starte et nyt liv – men det er uden tvivl det værd. Og hvis alt går ad h til, kan du altid tage hjem igen”, lyder det fra Line Devantié Beider.

Livslang drøm

Line Devantié Beider er dyrepasserelev med speciale i dyr i zoologiske anlæg, og drømmen om at blive dyrepasser har hun haft lige så længe, hun kan huske tilbage:

”Jeg drømmer om at arbejde med bevaring af dyr og natur. Det er fantastisk at få lov til at arbejde så tæt på vilde dyr – men det er endnu mere fantastisk at oplyse og informere folk om de her dyr, fordi det har kæmpe betydning for bevaring. Et kæmpe ønske er helt klart også at arbejde som frivillig et sted, hvor man redder vilde dyr og sætter dem ud i naturen igen”, siger Line Devantié Beider.

Erasmus+ Konferencen er en årlig begivenhed, og i år vil man særligt fokusere på internationalt samarbejde gennem strategiske partnerskaber, som kan give nye ideer til fremtidens uddannelse og læring.

Vil du gerne vide mere?


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden