Nytænkning skaber bæredygtige produkter

Bæredygtighedsdag 2019

Elever på Grundforløb 1 har deltaget i Bæredygtighedsdag 2019, hvor de i grupper fik idéer til bæredygtige løsninger og produkter.

Hvordan kan du i din hverdag bidrage til at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund? Og hvordan kan du ved hjælp af din daglige indsats bidrage til en cirkulær hverdag?

Det var store og vigtige spørgsmål, som elever fra Grundforløb 1 på HANSENBERG i løbet af onsdagen skulle finde deres helt egne svar på, da de deltog i skolens årlige Bæredygtighedsdag.

Blandt eleverne var Kirsten Nissen og Anna Feld, der begge er glade for, at HANSENBERG sætter fokus på bæredygtighed. Temaet har nemlig en vigtig plads i deres hverdag:

”I min familie tænker vi meget over det, og vi sorterer alt affald. Vi har også et princip om, at vi ikke bare skal købe tøj for at købe tøj. Der skal være en grund til at skifte eksempelvis en hættetrøje ud. Vi giver tøj til genbrug, og jeg køber også meget af mit tøj i genbrugsbutikker”, fortalte Anna Feld.

Tøj er netop et af de områder, hvor Kirsten Nissen også tænker bæredygtighedsprincippet ind:

”Der skal også være en grund til, at vi køber nyt tøj i min familie, og jeg får også meget genbrugstøj fra mine kusiner. Derudover tænker vi meget over, at vi skal mindske forbruget af plastic”.

Kirsten Nissen og Anna Feld fortalte, at bæredygtighedsprincippet har en vigtig plads i deres hverdag.

Alle kan gøre en forskel

Selv om begge elever altså allerede tænker over, hvordan de kan være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid, så de frem til at høre de andre elevers inputs:

”Forhåbentlig får vi en masse gode idéer til, hvordan vi hver især kan gøre verden mere bæredygtig”, sagde Kirsten Nissen.

Det, at alle kan gøre en forskel, er en af grundene til, at HANSENBERG sætter en dag af til udelukkende at arbejde med bæredygtighed. Det fortalte skolechef for Teknia, Designia og 10. klasse på HANSENBERG Dan Zielke:

”Bæredygtighed er vigtig for alle, og vi ønsker at sætte fokus på, at den enkelte kan gøre en kæmpe forskel i hverdagen i forhold til at skabe en mere bæredygtig levevis. Vi vil også gerne vise, at de kompetencer, som hver enkelt elev kommer med, kan gøre en forskel, for det starter ved en selv”.

Bæredygtighed og digitalisering i fokus uddannelser Hansenberg

Eleverne skulle blandt andet tænke FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling ind i deres arbejde.

Bæredygtig hverdag

Bæredygtighed er et strategisk fokuspunkt på HANSENBERG, og vi arbejder bevidst og kontinuerligt med at udvikle et ”bæredygtigheds-mindset” blandt både elever og medarbejdere på skolen.

Det betyder blandt andet, at vores elever tænker bæredygtighed ind i deres faglige arbejde. Alligevel er der god grund til at holde en decideret Bæredygtighedsdag, pointerede Dan Zielke:

”Det er ikke kun det, de tænker ind i deres fagfelt, der har betydning for bæredygtighed. Det er også deres færden igennem livet i det hele taget, der gør en forskel”.

I løbet af dagen arbejdede eleverne i grupper, og sammen fik de idéer til bæredygtige løsninger og produkter. Ved en fælles afslutning kårede et kyndigt dommerpanel vinderne ud fra en række fastlagte kriterier:

  • Graden af innovativ tænkning og realisme
  • Effekten af idéen i forhold til bæredygtighed
  • Muligheden for at iværksætte og implementere bæredygtighedsidéen
  • Relevans i forhold til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

 

To vinderhold

Og der var kamp til stregen, da gruppen med den bedste idé skulle findes. Dommernes stemmer fordelte sig nemlig således, at to hold delte den eftertragtede førsteplads.

Et af vinderholdene – fra brancheskolen Teknia på HANSENBERG – havde tænkt store tanker.

Holdets idé går i korte træk ud på, at der på toppen af skolens bygning på Skovvangen skal indsamles regnvand i et stort bassin.

Vandet skal så sendes ned gennem en turbine, som laver strøm. Herefter er det skolens toiletter, der får glæde af regnvandet, inden det sammen med diverse restprodukter skal bruges til at producere biogas til skolens køkkener.

Det andet vinderhold har sin gang på brancheskolen Designia på HANSENBERG, og holdet havde da også tænkt i designbaner og udviklet Depo – en app, der kan bruges, når man indleverer sine tomme pantflasker. Ved hjælp af den fine app kan man donere panten til eksempelvis en organisation, som samler skrald i verdenshavene.

”I denne uge arbejder vi i forvejen med at udvikle apps, og på vores hold har vi blandet vores idéer sammen til ét produkt. Det har været en sjov dag, og det er godt, at der er så stort fokus på bæredygtighed”, sagde Ditte Ranlev Kræmer fra Designia-vinderholdet.

Vinderholdskoleet fra Teknia ville opsamle regnvand på toppen af en af skolens bygninger. Vandet skulle løbe gennem en turbine for at producere strøm, inden vandet blev ledt videre til skolens toiletter.

Vinderholdet fra Designia udviklede en app, hvor man fx kan vælge at donere flaskepanten til indsamling af skrald i verdenshavene.

  • Læs mere om, hvordan skolen i hverdagen arbejder med bæredygtighed


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden