Nye tiltag skærmer for distraktioner i undervisningen

Nye tiltag skærmer for distraktioner i undervisningen

For nogle uger siden blev eleverne på HANSENBERG introduceret for nogle nye fælles spilleregler i forbindelse med brug af skærme i undervisningen, og selv om det tager tid at vænne sig til ændringer, er der flere fordele ved tiltagene

 

På uddannelsen til tandklinikassistent er der generel tilfredshed med de nye tiltag.

Når mobilen vibrerer i lommen – eller du bare lige er nødt til at tjekke de sociale medier, selv om undervisningen er godt i gang – ja, så har det negativ indvirkning på dit læringsudbytte.

Det er en af grundene til, at HANSENBERG og HANSENBERG Tekniske Gymnasium siden 1. november 2024 har kørt med nye spilleregler for brug af skærme i undervisningen på skolen.

”Vi ønsker at styrke fællesskabet, nærheden og læringen ved at skabe ro til det, der virkelig betyder noget: den faglige undervisning og samværet på skolen. De nye regler for skærmbrug er nødvendige for at understøtte arbejdet med at skabe et roligt og trygt læringsmiljø og et højt læringsudbytte for den enkelte elev”, siger Joakim Fruerlund.

Han er uddannelsesleder og leder af Undervisning & Kvalitet på HANSENBERG. Han forklarer, at de nye regler er baseret på 12 anbefalinger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) samt rådgivning fra Dorte Ågård, som er en af landets ledende eksperter på området.

”Vi har været meget spændte på ændringen. Mobiltelefoner skal afleveres før undervisningen, og derudover er adgangen til sociale medier og streamingtjenester blevet begrænset. Målet er at skabe mere fokus og nærvær i klassen, så både elever og undervisere kan få det bedste ud af undervisningen, siger Joakim Fruerlund og tilføjer:

”Det er en stor ændring, men vi tror på, at det vil styrke fællesskabet og gøre skoledagen bedre for alle. Vi har derfor taget aktive skridt for at skabe et miljø, hvor læring og samarbejde trives. Og vi oplever, at de fleste uddannelser, elever og lærere har taget godt imod initiativet”.

”Der er øjenkontakt med eleverne, og det betyder meget for mig, når jeg underviser. I det hele taget går det meget bedre, end jeg havde regnet med”, siger faglærer på HANSENBERG Ina Christensen.

Øjenkontakt med eleverne

Grunden til, at HANSENBERG har valgt, at eleverne skal aflevere deres mobiltelefoner – og samtidig bliver mødt af internetbegrænsninger – skyldes, at de aktiviteter, der normalt foregår på mobilen ellers blot ville flytte over på elevernes PC’ere.

Og tiltaget er faldet i god jord hos elever og medarbejdere på blandt andre uddannelsen til tandklinikassistent.

”Det er et megafedt tiltag, og der er et helt andet fokus. Der er øjenkontakt med eleverne, og det betyder meget for mig, når jeg underviser. I det hele taget går det meget bedre, end jeg havde regnet med. Jeg oplever ikke, at nogen brokker sig”, siger faglærer ved HANSENBERG Ina Christensen og tilføjer:  

”Jeg kan mærke på eleverne, at de synes, det er rart med nogle fælles regler. For eksempel koncentrerer alle sig om opgaven under gruppearbejde”.

Ina Christensen peger samtidig på, at HANSENBERG har udarbejdet noget udførligt informationsmateriale forud for, at de nye regler trådte i kraft. I materialet er der opstillet en masse potentielle spørgsmål – og også givet udførlige svar på disse spørgsmål.

”Vi har fået noget virkelig godt materiale fra skolen, og der er nogle, som har tænkt på svar, inden vi overhovedet fik spørgsmålene fra eleverne.  Jeg har endnu ikke oplevet, at der er noget, som man ikke på forhånd har tænkt på. Noget af det kan man da godt grine lidt af, men det er jo alligevel noget, vi oplever – og som vi ikke selv havde forestillet os, inden vi stod i det”, forklarer Ina Christensen.

Faglæreren konstaterer, at der har været lidt snak blandt elever, som selv har børn – og som måske har været bekymret for, om eksempelvis daginstitutioner ringer forgæves, hvis der opstår en situation i løbet af dagen. Men igen har informationsmaterialet fungeret.

”Vi fokuserer mere på læreren fremfor at kigge ned i mobilen. Jeg er meget positiv indstillet overfor tiltaget, og jeg savner ikke min mobil i timerne”, siger Delda Khalaf.

Små benspænd

Delda Khalaf, som er elev på tandklinikassistentuddannelsen, oplever mere ro i klassen, når mobiltelefonerne er afleveret:

”Vi fokuserer mere på læreren fremfor at kigge ned i mobilen. Jeg er meget positiv indstillet overfor tiltaget, og jeg savner ikke min mobil i timerne. Men blandt mine holdkammerater er der nok nogle, som finder det svært. Og jeg glæder mig da også selv til næste pause – og til at se på min mobil. Men reelt mangler man jo ikke noget”.

Delda Khalaf fortæller, at hun og klassekammeraterne også i grundskolen skulle aflevere mobiltelefonerne, så hun har været vant til det:

”Men har man ikke prøvet det tidligere, er det måske anderledes”.

Selv om der har været mange positive tilkendegivelser rundt om på skolen, erkender Joakim Fruerlund, at der undervejs har været nogle benspænd – og at det tager tid at få så store ændringer på plads:

”Vi arbejder på at mindske digitale distraktioner, som er et stort problem for elevernes læringsudbytte. Som forventet har det skabt nogle nye – men langt mindre – problemer. Vi har foretaget nogle små justeringer – for eksempel med blokerede hjemmesider, som egentlig skulle være tilgængelige. Vi har også lavet specifikke aftaler med enkelte elever”.

Underviserne på HANSENBERG og HANSENBERG Tekniske Gymnasium har lige nu mulighed for at deltage i en statusundersøgelse om de nye spilleregler for brug af skærme i undervisningen.

Mobiltelefonerne får en pause, når undervisningen på HANSENBERG er i gang.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden