Hæder til medaljemodtagere på Koldinghus

Hæder til medaljemodtagere på Koldinghus

Hansenberg-medaljen

2021

18 tidligere elever fra HANSENBERG og HANSENBERG Tekniske Gymnasium modtog tirsdag HANSENBERG-medaljen og et legat på 5.000 kroner.

God stemning, varme, musik, taler og hyldest var der masser af i Riddersalen på Koldinghus, hvor HANSENBERG-medaljerne tirsdag lå klar til overrækkelse.

Hvert år uddeler HANSENBERG den prestigefyldte medalje til skolens dygtigste elever, som for eksempel har fået uddannelsens højeste gennemsnit – eller på anden vis har gjort sig fortjent til det.

Årets modtagere var 18 tidligere elever fra HANSENBERG og HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og de blev hyldet af blandt andre familiemedlemmer og mestre.

”I er 18 særlige elever. 3.000 elever er på den ene eller anden måde inde omkring HANSENBERG i løbet af et skoleår, så I kan med rette føle, at I er noget specielt”, sagde direktør på HANSENBERG Morten Kaj Hansen.

Glade gæster og medaljevindere ved Hansenberg-medaljen 2021 på Koldinghus

Den højtidelige ceremoni fandt sted i Riddersalen på Koldinghus.

Smeder til topskat

En af dem, der nu er med i den helt særlige klub af medaljemodtagere, er Rasmus Vesterby Mikkelsen, som i november 2020 blev udlært smed.

”Det er helt vildt fedt at være en af modtagerne. Så har det ligesom lønnet sig, at man har taget sin uddannelse seriøst og gjort noget ud af det. Jeg har tidligere prøvet forskellige ting, og jeg havde i forvejen en HHX, så jeg fik et halvt års merit”, fortalte den 29-årige smed og tilføjede:

”Jeg fortryder, at jeg ikke tog valget om at blive smed noget før. Der er rigtig mange muligheder inden for faget, og hvis man går ind på Jobindex, er det helt vildt, hvor mange stillinger der dukker op”.

Selv arbejder Rasmus Vesterby Mikkelsen fortsat hos T-Nørregaard i Skodborg, hvor han også var i lære.

”Jeg har verdens bedste chef, og virksomheden har haft stor indflydelse på mine gode resultater under uddannelsen. Jeg har fået lov til at prøve mange ting, og jeg har fået ansvar – og det er fedt. Nu er jeg fastansat ved firmaet, men er også lejet ud til en anden virksomhed, hvor der er nogle helt andre opgaver, så hverdagen bliver meget varieret”.  

Med medaljen følger et diplom og et legat på 5.000 kroner.

”Venner har drillet mig med, at jeg skulle sige nej tak til legatet, fordi jeg allerede betaler topskat”, sagde Rasmus Vesterby Mikkelsen med et tydeligt glimt i øjet.

Udlært smed Rasmus Vesterby Mikkelsen modtager Hansenberg-medaljen 2021 på Koldinghus.

”Jeg fortryder, at jeg ikke tog valget om at blive smed noget før. Der er rigtig mange muligheder inden for faget, og hvis man går ind på Jobindex, er det helt vildt, hvor mange stillinger der dukker op”, lyder det fra Rasmus Vesterby Mikkelsen.

Borgmester fik medalje

Det var 10. år i træk, at HANSENBERG på denne måde hædrede elever, som yder en ekstra indsats inden for deres uddannelse. Og samtlige gange er det borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen, som har stået for selve overrækkelsen.

Derfor var der her i jubilæumsåret også en medalje og et diplom til borgmesteren for ”excellent overrækkelse af HANSENBERG-medaljen i 10 år”.

Også i år havde Jørn Pedersen flotte ord med på vejen til årets medaljemodtagere:

”Det er jer og jeres medstuderende, der bliver fremtidens arbejdskraft og iværksættere. Vi skal bruge endnu flere af jeres slags. I kan jeres kram, og I skal have kæmpe ros for at tage en uddannelse med fremtid. Tillykke til jer, jeres lærere, familier og andre, der har støttet jer undervejs”.  

Formålet med HANSENBERG-medaljen er at hædre elever, som er gode forbilleder inden for netop deres fag.

Borgmester Jørn Pedersen

”Det er jer og jeres medstuderende, der bliver fremtidens arbejdskraft og iværksættere. Vi skal bruge endnu flere af jeres slags. I kan jeres kram, og I skal have kæmpe ros for at tage en uddannelse med fremtid. Tillykke til jer, jeres lærere, familier og andre, der har støttet jer undervejs”.

Borgmester Jørn Pedersen, modtager Hansenberg-medaljen 2021 på Koldinghus for 10 års excellent medaljeoverrækkelse

Det var 10. år i træk, at HANSENBERG-medaljen blev uddelt – og alle år er det borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen, der har stået for selve overrækkelsen. Derfor stod direktør ved HANSENBERG Morten Kaj Hansen og skolechef Kirsten Grosen klar med en medalje og et diplom til borgmesteren

Årets medaljemodtagere

2021

Beslagsmed Arnold Block Christensen (Piepenbrink Beslagsmedie, Haslev)

Dyrepasser Emilie Sommerlund (Aarhus Universitet, Foulum)

Frisør Tilde Gildhoff (Salon M, Haderslev)

Gastronom Line Hedelund Arens (Comwell Kellers Park, Børkop)

Landmand Jannick Mahler (Elsesminde, Odense Produktions-Højskole)

Mediegrafiker Vibe Sonne (Trademark Textiles, Kolding)

Personvognsmekaniker med EUX Jens Eskelund Lassen (Sommersted Autoservice v/Frede Bohnfeldt)

Smed Rasmus Vesterby Mikkelsen (T-Nørregaard, Skodborg)

Tandklinikassistent Nicole Claudia Kynde (ORIS Tandlægerne, Kolding)

Teknisk designer Jonas Holm Hansen (KPR TOWERS, Bramming)

Teknisk student Kasper Viuff Petersen, Jels

Teknisk student Malene Lyck Schwarz, Rødding

Teknisk student Rasmus Rathleff Mikkelsen, Kolding

Tjener Malte Strunge (Hotel Koldingfjord, Kolding)

Tømrer Jakob Helstrup Rasmussen (Fa. Karl D. Petersen, Sønderborg)

Veterinærsygeplejerske Helle Haar Villumsen (Egtved-Ødsted-Øster Starup Dyrlæger)

Veterinærsygeplejerske Maria Katrine Lorensen (Herlev Dyreklinik)

VVS-energispecialist Casper Kongsted Gregersen (Bravida Kolding)

Læs mere om VVS-energispecialist - og medaljemodtager Casper Kongsted Gregersen

Hjælpere ved HANSENBERG-medaljen var både grundforløbselever, som sørgede for forplejningen, og 2 travle EUX-elever, der netop er ved at lægge sidste hånd på svendestykket


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden