Frederik Dahl Kehlet, mediegrafikerelev
Se ansøgningsfristen for uddannelsesstart til august
Vejen til drømmejobbet - 1Frederik Dahl Kehlet
mediegrafikerelev
”Skal vi ramme noget, hvor det bare vil køre for mig, er det kodning og video. Det vil være to virkelig gode opgaver. Og også emballage, som jeg er gået i dybden med her på skolen. Opbakningen fra lærerne på HANSENBERG er sindssyg god”, siger Frederik Dahl Kehlet.
Han er mediegrafikerelev på HANSENBERG, i lære på Ryes Kaserne i Fredericia og engageret i kampagnen ”Vejen til en erhvervsuddannelse”, hvor han via Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) er ude som rollemodel hos elever i 7.-10. klasse.
Og nu deltager Frederik Dahl Kehlet fra Fredericia også i DM i Skills 2022 i Høng, hvilket han ser meget frem til:
”Det er fedt, at jeg skal afsted – at jeg er blevet taget i betragtning til DM i Skills. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, så jeg er rimelig glad. Og hos Forsvaret er de også glade. Jeg er deres første mediegrafikerelev, og de synes, det er cool, at jeg skal til DM”.
I de seneste måneder har han trænet ved at kigge på tidligere års Skills-opgaver – og løst dem. Typisk får deltagerne en case – en virksomhed – som de skal løse en lang række opgaver for. Det kan være design af en plakat, emballage, en app eller en video.
”Det, der på forhånd bekymrer mig mest, er design af et logo. Den opgave kommer helt sikkert, og den er svær. Alt andet er der grundprincipper i, mens et logo er mere åbent. Casen kan være alt fra en chokoladefabrik til en mekaniker, så det er megasvært at forberede sig på den del”, forklarer Frederik.
Han har tidligere uddannet sig til webintegrator – som i dag hedder webudvikler – og så har han taget grundforløbet til fotograf i Viborg. Derfor har han da også nogle favoritopgaver, som meget gerne må dukke op i løbet af konkurrencen:
”Skal vi ramme noget, hvor det bare vil køre for mig, er det kodning og video. Det vil være to virkelig gode opgaver. Og også emballage, som jeg er gået i dybden med her på skolen. Opbakningen fra lærerne på HANSENBERG er sindssyg god”.
Den 24-årige mediegrafikerelev er dog slet ikke i tvivl om, hvad han glæder sig mest til:
”Det er oplevelsen i sig selv. Min eneste forventning er, at jeg skal have det sjovt. Jeg vil gøre mit bedste og få en fed oplevelse med mig. Jeg har ikke sat en placering som mål – det fede er, at man er med i et fællesskab af andre elever, hvor alle er vilde med deres fag. Så kan man hurtigt komme til at klinge”.
I Høng skal Frederik i konkurrence både torsdag, fredag og lørdag.
Frederik Dahl Kehlet har under sin træning blandt andet arbejdet med tidligere opgaver fra DM i Skills.
Frederik Dahl Kehlet har trænet en del på HANSENBERG forud for DM i Skills.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583