Familieforøgelse i HANSENBERGs zoologiske have

Hunlossen i HANSENBERGs zoo har fået killinger

En nøje planlagt matchmaking mellem to losser har nu båret frugt i HANSENBERGs egen zoologiske have.

Forleden fik vores hunlos nemlig to killinger – de første, som er kommet til verden på HANSENBERG.

”Det har været lidt nervepirrende for os, for vi har ikke prøvet det før. Vi har været usikre på, hvor meget vi kunne forstyrre hunnen – og hvornår hun ville begynde at æde igen. Når det er sagt, har hun været en eksemplarisk mor, der den første halvanden uge lå med ungerne uafbrudt. Herefter begyndte hun at drikke vand og tage lidt føde til sig, men hun er så lidt væk, at det ikke er lykkedes nogen af os at se det”, fortæller dyrepasser og faglærer på HANSENBERG Karsten Jensen og tilføjer:

”Killingerne ser tykke og tilfredse ud. Vi kan ikke kønsbestemme dem, før hunnen er villig til at gå væk fra dem – og det er hun ikke endnu”.

Han forklarer, at hunnen hele tiden har haft adgang til foder:

”Men de æder som regel ikke de første 14 dage efter fødslen, for i naturen kan de ikke gå fra de små killinger. Der er også frisk drikkevand tæt ved hulen”.

Det er lykkedes dyrepasseren af fange et glimt af killingerne, der ligger ved hunlossen og dier.

Vigtigt europæisk avlssamarbejde

Hunnen, der er godt tre år gammel, kom til HANSENBERG fra Wiens zoologiske have i slutningen af 2017. Hannen, som har navnet Juno, er et par år ældre end sin frue. Han kom i sommeren 2016 til Kolding fra Nordens Ark i Sverige.

De er begge ”førstegangsforældre” – og så har de begge selv en forælder fra naturen. Sidstnævnte betyder, at de er såkaldt F1 – første generation i fangenskab på den ene forælders side – hvilket skolechef på HANSENBERGs brancheskole Organia Niels Peter Hansen hæfter sig ved:

”Derfor bør de være vigtige for avlssamarbejdet og for at holde en god genetisk variation. Når vi kan se, hvilket køn de er, rapporterer vi til den stambogsførende på europæisk los, som herefter planlægger, hvor de skal hen. Det skal også passe med, at der er nogle zoos, som mangler et avlsdyr”. 

Da killingerne kom til verden, blev Juno flyttet over i et separat område – mest for, at dyrepasserne kunne holde øje med, om hunnen fik noget at æde. Hannen har dog igen fået adgang til den del af anlægget, som hunnen og killingerne er i.

HANSENBERGs zoo, der er hjemsted for cirka 45 dyrearter, er medlem af the European Association of Zoos and Aquaria (EAZA). EAZA blev oprettet i 1992 med det formål at opfordre til samarbejde mellem Europas mest progressive zooer og akvarier inden for uddannelse, research og bevarelse af truede dyrearter.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden