Elever serverer idéer til en bæredygtig fremtid

Kost og klima var på menuen, da et par hundrede elever fra HANSENBERG deltog i Bæredygtighedsdagen 2018

Hvordan kan du i din hverdag bidrage til klimaforbedringer?

Det spørgsmål fik omkring 200 elever fra Grundforløb 1  tirsdag til opgave at svare på med udgangspunkt i to af FNs i alt 17 verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030 – nemlig ”Stop sult” og ”Klimaindsats”. Anledningen var Bæredygtighedsdagen 2018.

Hele formiddagen arbejdede eleverne sammen i grupper for at frembringe gode idéer og produkter, der kan bidrage til klimaforbedringer. Forinden fik de et inspirerende oplæg fra lederen af Økolariet i Vejle, Niels Nørgaard:

”I dag er der omkring 800 millioner mennesker, der sulter. Om 12 år skal alle have mad, og vi skal også have som mål, at klimaet ikke går helt grassat, så vi har en stor udfordring”.

Niels Nørgaard uddybede med en lang række globale problemstillinger i relation til CO2-udledning, etiske dilemmaer og fødevareproduktion:

”Vores forbrug af kød er et problem. Eksempelvis steg Kinas forbrug af kød fra 3,8 kg til 52,4 kg pr. person om året fra 1961 til 2002”.

Bæredygtighedsdagen gav anledning til mange gode diskussioner. Her taler Cecilie Nim (t.v.), Maria Kristiansen, Sara Azizia, Joy Valentine og Kerim Poyraz om metoder til at mindske madspild.

Tag ansvar 

Niels Nørgaard kom også med mulige løsninger på nogle af udfordringerne. Han pegede blandt andet på, at insekter er et klimavenligt alternativ til kød – og at vi alene i Danmark smider 700.000 tons mad væk om året.

”Køb det, I har brug for – og ikke mere. Hvis du skal bruge maden med det samme, så køb varer, der er tæt på udløbsdatoen. Vi kan godt finde løsninger, hvis I vil. Det skal nok gå i min tid, men det er jer, der har initiativet til at ændre noget. Tag ansvar for den verden, der er jeres, og gør en forskel”, lød det fra Niels Nørgaard.

Og nogle af de elever, der bagefter arbejdede sammen for at finde på klimavenlige idéer, var Cecilie Nim, Kerim Poyraz, Sara Azizia, Joy Valentine og Maria Kristiansen fra fagretningen Hår, krop og sundhed.

”Det tager tid at finde på noget, og vi tænker stadig. Men vi taler blandt andet om, at man måske kan spise mere vegetarisk mad frem for oksekød”, forklarede Cecilie Nim under idéudviklingen.

Leder af Økolariet i Vejle, Niels Nørgaard

Køb det, I har brug for – og ikke mere. Hvis du skal bruge maden med det samme, så køb varer, der er tæt på udløbsdatoen. Vi kan godt finde løsninger, hvis I vil. Det skal nok gå i min tid, men det er jer, der har initiativet til at ændre noget. Tag ansvar for den verden, der er jeres, og gør en forskel

En øjenåbner - bedre forståelse for bæredygtighed

Hos alle fem elever havde Niels Nørgaards oplæg gjort indtryk:

”Det kom bag på mig, hvor mange ting, vi smider ud”, fortalte Joy Valentine.

”Jo ældre, man bliver, jo mere tænker man over bæredygtighed, fordi man får en bedre forståelse for det”, vurderede Maria Kristiansen.

At der netop kommer mere fokus på, hvad vi hver især kan bidrage med i forhold til bæredygtighed, er væsentligt, forklarer skolechef for Teknia, Designia og 10. klasse på HANSENERG Dan Zielke, som også er koordinator for Bæredygtighedsdagen 2018:

”Eleverne får en oplevelse af at kunne være med til at gøre en forskel”.

Eleverne fra HANSENBERG havde mange idéer til bæredygtige løsninger.

Hjælp ved naturkatastrofer

Som afslutning på Bæredygtighedsdagen skulle eleverne på Grundforløb 1 vælge fem idéer ud, som blev præsenteret for hele forsamlingen. Herefter skulle de selv kåre en vinder ud fra et sæt kriterier – eksempelvis graden af innovativ tænkning og realisme.

Og førstepladsen gik til Oliver Peter Hansen, Hans Christian Hornstrup, Marius Meister og Simon Nielsen fra Teknia på HANSENBERG for deres konkrete idé til en bæredygtig nødcontainer, der kan anvendes ved naturkatastrofer rundt om i verden. Containeren indeholder blandt andet en vandbeholder til regnvand, en lille vindmølle og solceller.

”Vores udgangspunkt var, hvad vi selv kunne bygge for at gøre det hele bedre. Containeren skal stå klar, når katastrofen er sket”, forklarede Hans Christian Hornstrup, der gerne vil være tømrer.

Bæredygtighedsdagen er en årlig begivenhed på HANSENBERG, hvor netop bæredygtighed er et essentielt fokusområde for både elever og medarbejdere i dagligdagen.  

Simon Nielsen, Oliver Peter Hansen, Hans Christian Hornstrup og Marius Meister vandt blandt andet et gavekort til frokost i HANSENBERGs pavillon.

Præsentation af dagens vinderprojekt: En nødcontainer, der kan anvendes ved naturkatastrofer.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden