DM i Skills 2020

Den 16.-18. januar

Så er der atter DM i Skills – mesterskaberne hvor topmotiverede elever fra det ganske land har kvalificeret sig til at dyste om at blive Danmarks dygtigste inden for deres fag.

DM i Skills 2020 finder sted i Bella Center i København den 16.-18. januar.

Fra HANSENBERG deltager i år en vvs-elev, en kokkeelev, en mediegrafikerelev og hele 3 tjenerelever.

Eleverne får rigtig god opbakning fra deres mestre, og vi følger eleverne tæt og bringer løbende opdatereringer på Facebook, Instagram (#hansenberg) og her på siden.

dag 2 - fredag

Følg med på Facebook og Instagram, som løbende bliver opdateret med nyt fra DM i Skills.

 

TO TJENERELEVER TJEKKER IND

De har tålmodigt ventet på sidelinjen, men fredag er det endelig blevet tid til indledende runde ved DM i Skills 2020 for tjenereleverne Ditte Marie Helledi Ulrich og Marc Thejl Hansen fra HANSENBERG.

Fredag formiddag har de blandt andet vist deres talenter inden for bordopdækning, boxing table, flambering – og en hemmelig udfordring, hvor de skulle kreere deres helt egen alkoholfrie cocktail.

Ditte Marie er i lære på Restaurant Oven Vande ved Volden i Fredericia, mens Marc er i lære på Restaurant Høfde4 i Blåvand.

Held og lykke til Marc og Ditte Marie, som senere på dagen finder ud af, om de er gået videre til lørdagens finale.

DM i Skills 2020 tjener Ditte Marie Hansenberg 3

Ditte Marie skal netop i gang med at kreere en mocktail.

Tjeneruddannelsen gør klar til at mixe drinks DM i Skills 2020

Marc i gang med indledende øvelser til tilberedningen af en mocktail.

CHANNE IMPONERER MED SIN PITCH

Mediegrafikerelev Channe Skjøth fra HANSENBERG er kommet godt i gang med fredagens udfordringer ved DM i Skills 2020.

I løbet af tre dage skal Channe – der er i lære hos FGU Sønderjylland i Haderslev – løse en række opgaver, hvor casen er CopenHill, som tilbyder en række outdoor aktiviteter.

Og fredag formiddag skulle Channe blandt andet pitche sit koncept foran et dommerpanel – og en hær af tilhørere i Bella Center Copenhagen. Det var en nervøs mediegrafikerelev, der trådte op på scenen – og en glad en af slagsen, som efter sin flotte pitch hoppede ned igen.

”Det gik bedre, end jeg havde forventet. Jeg frygtede, at jeg ville blive helt blank, når jeg stod deroppe, men jeg er meget godt tilfreds”, sagde Channe.

Dommerne gav da også efterfølgende udtryk for, at Channe havde klaret opgaven fantastisk flot, og de havde ingen opklarende spørgsmål til den dygtige elev.

Faglærer ved HANSENBERG Brian Dupont, som har trænet Channe op til DM i Skills, var da også meget glad på sin elevs vegne:

”Hun klarede det så godt. Hun var lidt nervøs, men hvis man ikke er det her, hvornår skal man så være det? Hun kom rundt om det, hun skulle – og dommerne havde derfor ingen spørgsmål bagefter. Træneren er stolt”, sagde Brian Dupont.

Flot arbejde af Channe.

mediegrafikereleven Channe om visuel løsning logo DM i Skills 2020

Channe giver en meget overbevisende pitch.

MARTIN HAR HØJ KVALITET I SIT ARBEJDE

Han har kørt på i timevis både torsdag og fredag – og fortsætter med det lørdag – og VVS-elev Martin A. Troelsen fra HANSENBERG er rigtig godt med ved DM i Skills 2020 i Bella Center Copenhagen.

Sådan lyder det fra faglærer på HANSENBERG Lars Jørgensen, der har trænet Martin op til konkurrencerne:

”Martin har i opstartsperioden i går været meget nøjagtig med opsætning af de komponenter, der skulle på væggen – blandt andet fjernvarmeunit og håndvask. Han har høj kvalitet i sit arbejde”.

I konkurrencen for VVS-energispecialister skal Martin løse en lang række opgaver – eksempelvis trække rør til vildmarksbad og udebruser, sætte nedløbsrør op, sætte radiator op og lave ventilation i et teknikrum.

”Han er lynhurtig til programmering af styring til ventilationsanlæg. Vi forventer, at han også er lynhurtig til at programmere varmestyring på fjernvarmeuniter, når han kommer til det”, fortæller Lars Jørgensen.

Faglæreren siger også, at den talentfulde VVS-elev har stort fokus på de målepunkter, som dommerne lægger vægt på.

”Han virker mentalt klar, frisk, viser stort overblik og gåpåmod”, konstaterer Lars Jørgensen.

Martin er i lære hos Jens Kristiansen VVS i Kolding.

Martin er meget nøjagtig i sit arbejde - også når han bøjer kobberrør.

dag 1 - torsdag

Følg med på Facebook og Instagram, som løbende bliver opdateret med nyt fra DM i Skills.

CHEFEN ER STOLT AF SIN ELEV

Torsdag formiddag lød startskuddet til DM i Skills 2020, og HANSENBERG har blandt andre tre tjenerelever med. Mens to talentfulde elever må vente med at komme i konkurrence til fredag, har Martin Laursen været i konkurrence på førstedagen.

Med på sidelinjen har Martin – der blot er få dage inde i sit første hovedforløb – sin chef, Sabrine Dupont, der ejer Restaurant Knapp i Aabenraa. Det er første gang, at den sønderjyske restaurant har en elev med til DM i Skills.

”Det er rigtig stort og utrolig flot, at Martin har lyst til at være med. Det er stort for os fra lille Aabenraa at have en elev med – og det er også stort at komme over at se og støtte ham”, siger Sabrine Dupont.

Hun bakker op om, at elever generelt deltager i konkurrencer, hvis de ønsker det:

”Det giver styrke og erfaring – og det er virkelig flot, at Martin allerede er blevet spurgt, om han vil deltage, for han har ikke været på hovedforløb endnu. Og det er så flot, at han har sagt ja”.

Forud for dagens konkurrencer glædede Martin sig til at komme i gang. Og efter en række opgaver her torsdag eftermiddag er løst, har han stadig de positive briller på:

”Det har været sjovt. Nogle ting har kikset, men så må jeg redde den på service”, siger Martin.

Først fredag eftermiddag ved vi, om Martin går videre til lørdagens finale. Vi krydser fingre.

”Det giver styrke og erfaring at deltage" siger Sabrine Dupont, ejer af Restaurant Knapp ved Aabenraa.

Syv timers konkurrence for Sif

Kokkeelev Sif Østergård Buhl fra HANSENBERG har stået i køkkenet det meste af dagen.

Køkkenet står i Bella Center Copenhagen, hvor Sif deltager i DM i Skills. Opgaven er klokkeklar:

I løbet af syv timer skal hun tilberede, anrette og aflevere tre retter: fiskeconsommé til 12 personer, chateaubriand af dansk gris – også til 12 personer – samt Soufflé Maison Basque til dessert.

Og da forretten var serveret for de ventende gæster, havde Sif – som er i lære på Hotel Rødding – lige tid til kort at fortælle, hvordan det stod til i køkkenet:

”Det er gået fint ind til videre. Jeg har ikke overblik over, hvordan det går hos de andre deltagere, men jeg er meget tilfreds med min forret”.

Held og lykke til Sif, der først fredag finder ud af, om hun er gået videre til lørdagens finale.

CHANNE OG MARTIN ER PÅ UNDER HELE DM I SKILLS

De skal holde fuldt fokus i tre dage.

Mediegrafikerelev Channe Skjøth og VVS-elev Martin A. Troelsen fra HANSENBERG skal nemlig i konkurrence samtlige dage ved DM i Skills 2020 i Bella Center Copenhagen.

For Channe lyder opgaven på at løse en række opgaver – eksempelvis en plakat og logo – hvor casen er CopenHill, der tilbyder en række outdoor aktiviteter.

”Det er en underlig følelse endelig at komme i gang, men det er gået godt ind til nu. Jeg har ikke oplevet tekniske fejl endnu, og det er jeg glad for. Konceptet er godt, og jeg er glad for emnet”, fortæller hun.

I konkurrencen for VVS-energispecialister skal Martin også løse mange opgaver – eksempelvis trække rør til vildmarksbad og udebruser, sætte nedløbsrør op, sætte radiator op og lave ventilation i et teknikrum.

”Det er gået ganske godt. Opgaverne svarer meget godt til det, jeg har trænet op til DM i Skills”.

Se præsentationen af HANSENBERGs 6 deltagere her

- og se billeder fra dagene i billedgalleriet herunder.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden