· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Tømrerlærlinge sætter kulissen på Trapholt

Tømrerlærlinge fra skoleoplæringen på HANSENBERG har været med til at bygge en flot kulisse på Trapholt.

Det er en opgave, som en tømrerlærling beskriver som ’once in a lifetime’, og nu har der været rejsegilde på museet.

Museumsgæster kan godt glæde sig til det nye år.

For når Trapholt i foråret 2027 genåbner efter en stor ombygning, er det med en helt særlig udstilling, der præsenterer den verdensberømte møbeldesigner og snedker Hans J. Wegners flotte arbejde.

Og torsdag holdt museet i Kolding rejsegilde for at fejre en flok fantastiske erhvervsskoleelever fra EUC Syd og HANSENBERG, som har bygget en imponerende kulisse til udstillingen – en udstilling, som Trapholt beskriver sådan her:  

”I udstillingen ’Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest’ opfører Trapholt en scenografisk kulisse i form af et fuldmuret parcelhus. Kulissen er inspireret af Hans J. Wegners hus, tegnet i samarbejde med arkitekterne Allan Jessen og Arne Karlsen”.

Fra HANSENBERG har seks tømrerlærlinge fra skoleoplæringen sammen med to undervisere – skoleoplæringsinstruktør Søren Thams Paulsen og tømrerfaglærer Valde Feddersen – bygget alt, hvad der i kulissen har med træ at gøre.

Tømrerlærling William Roos Nørgaard har været med til at bygge kulissen på Trapholt.

Det er det gode ved at være tømrer – at man kan arbejde med noget, som man i årene fremover kan køre forbi. Og vide, at det er noget, som giver andre glæde. Så kan man godt være stolt af sit arbejde.

Tømrerlærling William Roos Nørgaard fra HANSENBERG.

Giver andre glæde

Tømrerlærling William Roos Nørgaard – der går på Grundforløb 2 og har valgt at tage uddannelsen til tømrer med EUX – sætter ord på, hvad det betyder for ham at være en del af det enorme projekt:

”Det er så fedt, og det er meget anderledes, end det, vi plejer at arbejde med. Det er en stor og flot opgave, og jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er unikt og pænt, og jeg glæder mig til, at min familie kan se, hvad jeg har været med til at lave”.

William forklarer, at arbejdet ikke er noget, man får mulighed for at prøve hver dag:

”Det her er ‘once in a lifetime’, og det er er da fedt at være en del af. Det er noget helt specielt fyrretræ, vi arbejder med, og det er importeret fra Tyskland, for der skulle også et bestemt savværk til for at skære det til. Så der er virkelig ikke plads til, at vi laver fejl”.

Som William nævner, glæder han sig til at vise sit arbejde frem for sin familie. Og netop det – at han senere kan se, hvad han har præsteret – er en af flere grunde til, at William har valgt at uddanne sig til tømrer:

”Det er det gode ved at være tømrer – at man kan arbejde med noget, som man i årene fremover kan køre forbi. Og vide, at det er noget, som giver andre glæde. Så kan man godt være stolt af sit arbejde”.

Tømrerlærlinge fra skoleoplæringen på HANSENBERG har været med til at bygge en flot kulisse på Trapholt.
Efter planen åbner udstillingen i foråret 2027.

Meget mere end undervisning

Stolt er også uddannelsesleder ved HANSENBERG Mikkel Klingsten:

”Jeg er både stolt og taknemmelig over, at Søren og Valde har grebet denne mulighed. De har lagt så meget engagement i at skabe et projekt, hvor vores elever får lov til a være en del af noget helt særligt. Det er præcis sådan, vi ønsker, at uddannelsen på HANSENBERG skal være – at godt håndværk, faglig stolthed og virkeligheden mødes”.

Som det måske skinner igennem, er Mikkel selv uddannet tømrer:

”Der er noget helt særligt ved at arbejde med et naturmateriale som træ. Man mærker materialet, ser mulighederne i det – og skaber noget med sine egne hænder. Jeg forstår godt den glæde og fascination, som Hans J. Wegner fandt i sit arbejde med træ. For under dette projekt har vi set noget af det samme i øjnene på vores elever”.

”For mig som leder er det noget af det stærkeste, vi kan lykkes med: At tænde en faglig gnist hos unge mennesker. Når en elev pludselig ser på sit fag med større stolthed og tænker ’det her kan jeg skabe’ – ja, så har vi ramt noget, der rækker langt ud over undervisningen”.

Flotte ord med på vejen

Ved rejsegildet var der flere taler ved blandt andre direktør ved Trapholt Karen Grøn samt Birgitte Munk Grunnet og Iben Lehmann Rasmussen fra Byrådet i Kolding Kommune. Iben er i øvrigt også underviser på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Også vores egen Valde Feddersen havde taget de rigtig flotte ord med sig i sin tale, hvor han fremhævede, at tømrerlærlingene udelukkende har anvendt en helt almindelig håndsav – og altså intet elektrisk udstyr eller maskiner.

Formålet har været at give de unge mennesker faglig stolthed, og direkte henvendt til de seks tømrerlærlinge, sagde han:

”Tak til drengene for det arbejde, og den omhu, I har vist. Nu har I alle sammen en lille Wegner i jer. I vil hele tiden noget mere”.

”Der kan være en higen efter at søge det perfekte indenfor tømrerfaget. Men jeg kan trøste jer og sige, at det vil I aldrig finde, for der er altid noget, der kan gøres bedre. Det er vejen dertil, der betyder noget”.

Trapholt fejrede tømrereleverne fra HANSENBERG ved et flot rejsegilde ved den nye kulisse. Her taler faglærer Valde Feddersen.
Tømrerfaglærer Valde Feddersen holdt en meget flot tale til de seks tømrerlærlinge fra HANSENBERG. Og han havde en håndsav med på scenen, for den er blevet flittigt brugt undervejs.

Flot, flot arbejde af både murerlærlingene fra EUC Syd og de seks tømrerlærlinge fra HANSENBERG – og tak til Trapholt for at give dem denne unikke oplevelse!

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen