· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Rektor ser frem til nye højdepunkter

Mads Stendorff overtager jobbet som rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og han er sikker på, at han går en spændende fremtid i møde

Det er en mand med en mangesidet baggrund, der nu har haft første arbejdsdag som ny rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

For Mads Stendorff har flere års undervisningserfaring – og 20 års chef- og direktørekspertise fra både den offentlige og den private sektor – med sig. Nu er han klar til at vende tilbage til uddannelsesområdet.

”Jeg var ikke færdig med undervisningssektoren, som er et beriget og agilt miljø, hvor der hele tiden sker forandringer. Det ligger tæt op ad min egen personlighed, for jeg er bestemt ikke bange for at prøve ting af”, siger Mads Stendorff.

Mads Stendorff er pr. 12. januar 2026 ny rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Mads Stendorff som ny rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Klar til at byde ind

Han peger samtidig på, at ungdomsuddannelsessektoren – herunder fremtiden for HTX på landets tekniske gymnasier – i den grad er på den politiske dagsorden:

”Vi er i en reformtid, og der er ikke tvivl om, at de kommende år bliver udfordrende, for hvordan skal forældre, fremtidige elever og medarbejdere forholde sig? Men det er også en spændende tid, der åbner for nogle nye relationer ud af huset. Jeg ser frem til arbejdet med det, som vi her på HANSENBERG og HANSENBERG Tekniske Gymnasium kan byde ind med”.

”Derudover glæder jeg mig – lige som elever og undervisere – til alle de faste højdepunkter, som gør, at der hele tiden er noget at se frem til: når de nye elever starter på gymnasiet efter sommerferien, galla, eksamener og dimission. Det bliver godt at komme med ind i maskinrummet”.

En af de flotte studenterhuer fra en dimission på HANSENBERG Tekniske Gymnasium
Mads Stendorff glæder sig til de faste højdepunkter i løbet af et skoleår – for eksempel, når der er dimission på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Højt ambitionsniveau

Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Mads Stendorff som ny rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Det fortæller direktør ved HANSENBERG Morten Kaj Hansen:

”Mads har høje ambitioner for både vores HTX-uddannelse og for den kommende EPX. Uddannelseslandskabet står overfor store udfordringer på det gymnasiale og det erhvervsrettede område. Det kræver nogle ledelsesmæssige kompetencer på et strategisk niveau og indenfor personaleledelse. Det er kompetencer, som Mads besidder”.

Mads Stendorff er oprindeligt uddannet cand.phil. i dansk og medievidenskab. Han har pædagogikum, som blandt andet giver kompetencer til at arbejde som underviser på en gymnasial uddannelse. Han har uddannet sig i frem lande – og så har han en master i designledelse.  

Rektorkontoret på HANSENBERG Tekniske Gymnasium blev ledigt, da den tidligere rektor – Hanne Steenberg – efter eget ønske fremover skal være leder for Vejledning samt Undervisning og Kvalitet på HANSENBERG.

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen