Prøv et fag på en strålende efterårsdag

Mange dyrepassere, landmænd og anlægsgartnere er vant til at arbejde i al slags vejr, og lørdagens efterårsvejr kan ingen vist klage over.
Slet ikke de elever og forældre, som testede netop de uddannelser til Prøv et fag på HANSENBERG, som er et helt gratis arrangement for elever i 4.-10. klasse.
Lørdag formiddag var der nemlig masser af aktiviteter på skolens forskellige adresser. Deriblandt i Vranderup, hvor deltagerne kunne komme helt tæt på landbrugsuddannelsen samt uddannelserne til anlægsgartner, beslagsmed, veterinærsygeplejerske (VSP) og dyrepasser – enten i zoologiske anlæg eller som hestemanager.

Med for at lære
Det er første gang, at VSP-uddannelsen blev vist frem ved Prøv et fag, og holdet var fuldt booket.
Blandt deltagerne var Alberte Schwartz fra Kolding:
”Jeg interesserer mig for dyr, men jeg ved ikke så meget om uddannelsen til veterinærsygeplejerske, så det er derfor, at jeg er her i dag”.
Fedt fag
Ved Prøv et fag er både undervisere og elever fra uddannelserne med til at vise fagene frem.
Nikolaj Diederichsen – som er i gang med Grundforløb 2 på anlægsgartneruddannelsen – er en af dem.
”Det er fedt at være her i dag, for det giver mig mulighed for udelukkende at køre med maskiner. Jeg er i den grad fan af maskiner. Men alt det andet i anlægsgartnerfaget er også fedt, og jeg vil gerne være med til at vise det frem”, fortalte Nikolaj.

Tak til alle, der har været med ved Prøv et fag på HANSENBERGs uddannelser – ikke blot i Vranderup, men selvfølgelig også på Skovvangen og C.F. Tietgens Vej.
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583