· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Nyt tiltag tegner godt for grafisk afdeling

Fire mediegrafikerelever på HANSENBERG er nu en del af en hel ny afdeling, hvor de selv får idéer til opslag og videoer på de sociale medier – og også omdanner idéerne til reelle produkter.

En mediegrafikers arbejder spænder vidt – lige fra videoproduktion til design af emballage og kodning.

Og nu har mediegrafikeruddannelsen på HANSENBERG fået endnu et fagligt lag. I vores skoleoplæring har vi nemlig oprettet en decideret SoMe-afdeling. Her arbejder fire elever målrettet med at skabe værdifuldt indhold på de sociale medier.  

”Ude i virksomhederne er der stigende interesse for at ansætte mediegrafikere, som kan producere markedsføringsmateriale – og ikke mindst indhold til virksomhedens sociale medier”, fortæller faglærer ved HANSENBERGs mediegrafikeruddannelse Brian Dupont.

”Derfor går vi i en ny retning rent grafisk. Skoleoplæringen får sin helt egen SoMe-afdeling, hvor eleverne får masser af erfaring med at producere indhold til de sociale medier, hvilket helt sikkert kommer deres fremtidige lære- og arbejdspladser til gode”.

Lea Nordtorp Dalager, Julie Gissel, Maria Kyed og Luka Ravn Schmidt arbejder med SoMe på uddannelsen til mediegrafiker
Luka Ravn Schmidt (t.v.), Maria Kyed, Lea Nordtorp Dalager og Julie Gissel tager er den nye SoMe-afdeling i skoleoplæringen på mediegrafikeruddannelsen.

Viser branchen og skolen frem

Og de fire elever – Lea Nordtorp Dalager, Julie Gissel, Maria Kyed og Luka Ravn Schmidt – er allerede kommet godt fra start i den nye afdeling.

”Vi vil gerne vise skolen frem, for vi kan virkelig godt lide at gå her. Samtidig prøver vi også at vise, hvad den grafiske branche kan byde på”, fortæller Maria og tilføjer:

”Det er sjovt at arbejde med SoMe, og jeg har så mange idéer, som nu kan realiseres. Vi ser nogle trends, som vi selv prøver af. Og vi taler sammen om, hvordan vi kan arbejde med en idé”.

Netop det tætte samarbejde – som blandt andet indebærer et dagligt morgenmøde, hvor der lægges planer for de kommende dage – betyder også rigtig meget, fordi det er med til at opbygge stærke kompetencer:

”Fællesskabet bliver helt klart styrket, og vi samarbejder om hele processen – fra idé til produkt. Den proces er i øvrigt meget kendetegnende for mediegrafikerfaget. Og nogle gange er vi nødt til at improvisere, hvilket er med til at gøre os omstillingsparate, hvilket er en kompetence i sig selv”, forklarer Julie.

Lea Nordtorp Dalager og Julie Gissel arbejder med SoMe på uddannelsen til mediegrafiker.
”Fællesskabet bliver helt klart styrket, og vi samarbejder om hele processen – fra idé til produkt. Den proces er i øvrigt meget kendetegnende for mediegrafikerfaget. Og nogle gange er vi nødt til at improvisere, hvilket er med til at gøre os omstillingsparate, hvilket er en kompetence i sig selv”, forklarer Julie (t.h.)

Ren win-win

Målet med den nye SoMe-afdeling er også at vise virksomheder, hvad en mediegrafiker kan bidrage med på arbejdspladsen:

”En del af målsætningen er, at vi får en læreplads, så andre elever kan komme ind og overtage opgaverne i SoMe-afdelingen. Vi booster skolen – samtidig med, at vi får noget nyt til vores portfolio. Det er ren win-win”, forklarer Luka.

Lea er helt enig:

”For mig handler det om at dygtiggøre mig indenfor SoMe, for det er blevet en kæmpestor platform, og mange virksomheder vil gerne være bedre til at bruge de sociale medier til markedsføring. Så vi får den erfaring, som mange virksomheder har brug for og efterspørger”.

På mediegrafikeruddannelsen har eleverne naturligvis også tidligere arbejdet med SoMe, men det er første gang, at en gruppe elever på denne måde får ansvaret for at vise HANSENBERGs uddannelser i Vranderup frem.

Lea Nordtorp Dalager, Julie Gissel, Maria Kyed og Luka Ravn Schmidt arbejder med SoMe på uddannelsen til mediegrafiker.
SoMe-afdelingen mødes hver morgen for at dele og drøfte de gode idéer.

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen