Medaljeregn over mediegrafikere

Traditionen tro var HANSENBERG flot repræsenteret, da Grafisk Uddannelsesudvalg forleden uddelte årets medaljer til Danmarks dygtigste nyudlærte indenfor de grafiske uddannelser.
I alt 16 medaljemodtagere – tre grafiske teknikere og 13 mediegrafikere – blev hyldet ved et flot arrangement på Industrimuseet i Horsens.
Deriblandt fire nye mediegrafikere fra HANSENBERG:
Melanie Kael – De Danske Kongers Kronologiske Samling
Oliver Randlev Poulsen – Shark & Co.
Sofie Steen Andersen – Vola
Lucia Laura Elstrøm Bunk – LEGO Systems
Der skal en ekstraordinær indsats til
De fire mediegrafikere har alle opnået en bronzemedalje ved svendeprøven – og ikke engang et 12-tal er nok til at nå igennem det medaljenåleøje.
For at komme i betragtning til en medalje skal eleven nemlig både have fået karakteren 12 ved den afsluttende prøve – og have leveret en ekstraordinær indsats, som censorerne herefter kan vælge at indstille til enten en sølv- eller bronzemedalje.
Det oplyser erhvervsorganisationen GRAKOM på sin hjemmeside.
Med ved fejringen var også familiemedlemmer og repræsentanter fra både lærepladser og skoler, og fra underviserne på HANSENBERGs mediegrafikeruddannelse lyder det, at alle er pavestolte af de fire medaljemodtagere.
Stort og velfortjent tillykke til Melanie Kael, Oliver Randlev Poulsen, Sofie Steen Andersen og Lucia Laura Elstrøm Bunk og deres lærepladser – og til de øvrige medaljemodtagere.

Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583