Interessen for faget er vigtigere end fødselsåret

De arbejder med kødkontrol på danske slagterier, men aldersmæssigt er der nærmest ingen udløbsdato på at starte på uddannelsen til tilsynstekniker.
Da der fredag var dimission for 18 nyuddannede tilsynsteknikere på HANSENBERG, var der således 42 år mellem den yngste og ældste dimittend.
Vi begynder med alderspræsidenten: 63-årige Ole Østergaard Nielsen fra Thy.
Han har en studentereksamen og en landmandsuddannelse med sig – og så har han i 29 år arbejdet indenfor slagterfaget på svineslagteriet Tican i Thisted.
”Jeg har haft kig på uddannelsen til tilsynstekniker i mange år, og nu skulle det være. Jeg er meget socialt anlagt, så der skal gerne ske noget, og som udgangspunkt skal jeg fortsat arbejde på Tican i Thisted – nu blot som tilsynstekniker”, fortæller Ole.

“Jeg har haft kig på uddannelsen til tilsynstekniker i mange år, og nu skulle det være. Jeg er meget socialt anlagt, så der skal gerne ske noget.
Tilsynstekniker Ole Østergaard Nielsen.
Har boet på skolehjem
Uddannelsen til tilsynstekniker er en 32 ugers fuldtidsuddannelse. Der veksles mellem skoleophold og praktik fordelt på 14 uger i kødkontrollen og 18 uger på HANSENBERG.
Der er immervæk et stykke vej fra Thy til Kolding, så under skoleopholdene har Ole boet på vores skolehjem.
”Det er da en omvæltning at bo på nogle få kvadratmeter i Kolding, når man som jeg er vant til at bo på landet med store, åbne vidder. Men maden er lækker, og jeg har fået en rigtig god behandling”, siger Ole, som sender masser af ros afsted til HANSENBERGs undervisere på uddannelsen:
”Vi har haft nogle dygtige lærere, der forstår at forme undervisningen efter det niveau, vi hver især er på”.
Snak om pension og børnebørn
Aldersmæssigt er Ole på et andet niveau end holdkammeraten Ömer Erdogan fra Horsens, som blot var 20 år, da han begyndte på uddannelsen. Men ønsket om at prøve noget nyt – og glæden ved faget – deler de.
”Jeg arbejdede i tre år som ufaglært slagter på Danish Crown i Horsens. Så tænkte jeg, at nu skal jeg tage en uddannelse, for det vil min mor og far være stolte af”, forklarer Ömer.
Han var den ubetinget yngste elev på holdet, hvor der generelt er stor aldersspredning. Og der var da nogle ting, som den nu 21-årige tilsynstekniker skulle vænne sig til i og udenfor klasselokalet:
”Der blev talt meget om både pension og børnebørn, så det var lidt af en omvæltning. Men vi er et rigtig godt match, selv om der er stor aldersforskel, og jeg har været meget glad for at være en del af holdet”.

“Jeg arbejdede i tre år som ufaglært slagter på Danish Crown i Horsens. Så tænkte jeg, at nu skal jeg tage en uddannelse.
Tilsynstekniker Ömer Erdogan.
Målrettet uddannelse
Ömer havde mandag første arbejdsdag for Fødevarestyrelsen på sin tidligere arbejdsplads, Danish Crown i Horsens.
For uddannelsen er målrettet elever, der er ansat af Fødevarestyrelsen, hvor efterspørgslen på tilsynsteknikere er stor. Og er man optaget på uddannelsen – og kommer helskindet igennem hele forløbet – fortsætter man som uddannet tilsynstekniker hos styrelsen.
Det er blot det andet hold tilsynsteknikere, der har været til dimission, siden uddannelsen sidste år fik HANSENBERG som hjem – i tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen.
Ved dimissionen holdt Olaf Bennetzen tale på vegne af styrelsen:
”Det, I laver, er et utrolig vigtigt arbejde. I er grundstammen i det arbejde, vi laver, og det er kun jer, der har den her form for uddannelse. I laver en fødevarekontrol, som I kan være stolte af – og som jeres familier kan være stolte af. Og vi er stolte af jer. Tillykke med uddannelsen”.
Næste hold starter på tilsynsteknikeruddannelsen lige efter sommerferien – nemlig den 1. august.
Tillykke til de 18 nyuddannede tilsynsteknikere
Mona Schuleit
Cosmin Gabriel Sandu
Sabrina Schlömer
Jørgen Nielsen
Helena Dahl Drejer
Peter Enggård
Johanne Olin Lyng
Ömer Erdogan
Johnny Næss-Schmidt Sørensen
Scarlat Lemnaru
Pia Underbjerg Christensen
Oleksandr Mosiichuk
Jesper Fjord
Hardy Thomsen
Conny Dahlmann
Torben Pedersen
Ole Østergaard Nielsen
Annika Therkildsen
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583