Imponerende delegation er med ved DM i Skills

Det er et af de helt små nåleøjer, som syv elever fra HANSENBERG er kommet igennem. For de har nemlig sikret sig en plads ved dette års DM i Skills.
Og efter at have trænet i månedsvis, er de onsdag aften klar til at gå hen over scenen ved den store åbningsceremoni i Hjørring, hvorefter de frem mod lørdag eftermiddag kæmper om at vinde DM-titlen i deres respektive fag.
Her kan du møde de syv talentfulde, dedikerede og hårdtarbejdende deltagere, som vi glæder os til at følge i de kommende dage:
Gastronomelev Gustav Olling-Larsen
Alder: 19 år
Læreplads: Gustav Lind Trapholt samt Væveriet i Kolding
Bor i Kolding.
Hvad glæder du dig mest til, når du skal til DM i Skills?
”Jeg kan godt lide udfordringer – det med hele tiden at få lov til at udvikle mig. At mærke presset. Så det er helt klart udfordringerne, jeg glæder mig mest til. Og at møde nye mennesker. Det bliver spændende at se, hvad konkurrenterne har fundet på – og at se deres madstil”.
Hvilke forventninger har du til dig selv i forbindelse med konkurrencen?
”Jeg synes, jeg er god til at holde overblikket – og jeg vil hellere gøre tingene 100 procent ordentligt end hoppe over, hvor gærdet er lavest. Man vil jo altid gerne vinde. Men mit første mål er at komme i finalen, og derfra kan alting ske. Jeg har aldrig været til DM i Skills før, og jeg glæder mig. Det bliver godt!”
Hvad er det bedste ved dit fag?
”Selvfølgelig maden – og at se, hvordan mad kan give folk lys i øjnene. En aften kan blive en aften, de kommer til at huske. Det er det, der gør det for mig. Faget har altid tiltalt mig. Jeg bor på landet, hvor vi selv dyrker grøntsager og lader dem tale”.

Mediegrafiker Maja Lyngsøe
Alder: 24 år
Læreplads: Good Food Group i Vejle
Bor i Stouby.
Hvad glæder du dig mest til, når du skal til DM i Skills?
”At opleve det hele – se, hvor stort det hele er. Min mor, bedsteforældre og hund har bestilt et sommerhus, og det er jo megafedt med opbakningen. Jeg glæder mig mest til at se deres reaktion. Især mine bedsteforældre er meget stolte, og nu kan de lære noget mere om, hvad jeg egentlig laver – hvad mediegrafikerfaget går ud på”.
Hvilke forventninger har du til dig selv i forbindelse med konkurrencen?
”Jeg har ikke tænkt mig at forholde mig til, om jeg vinder eller taber. Det største er bare at deltage – og nyde at være i nuet. Og så betyder det også noget, at jeg får udbygget mit netværk. Netværk er megavigtigt i den her branche”.
Hvad er det bedste ved dit fag?
”Det er bare et fedt fag. Det er lidt sjovt, for alle andre mediegrafikere, man møder, klikker man bare med. Vi taler samme sprog. Alle elsker faget – og arbejder også med det i deres fritid, fordi det er en passion”.

Tømrerlærling Emil Andersen
Alder: 20 år
Læreplads: AS Tømrer i Vojens
Bor i Gram.
Du er en del af tømrerlandsholdet. Hvad betyder det for dig?
”Det er da fedt at være på landsholdet. På landsholdet er der samlinger, hvor jeg mødes med andre, der har lige nøjagtig samme interesse, som jeg har”.
Til DM i Skills skal du op imod dine landsholdskammerater fra andre dele af landet. Hvordan føles det?
”Til landsholdssamlingerne hjælper vi hinanden – og det gælder også os, der skal konkurrere mod hinanden i Hjørring. Der bliver kamp til stregen, men vi har det godt sammen. Det vigtigste er det fællesskab, vi har. Det betyder noget, at jeg kender dem, jeg skal op imod, for så er det ikke så ukendt og skræmmende at stille op. Forstået på den måde, at nogle af de andre har været med ved flere konkurrencer, så jeg har fået indblik i niveauet – og i, hvad man skal kunne, når man stiller op til en konkurrence”.
Du har i flere måneder trænet hver eneste fredag i tømrerværkstedet på HANSENBERG. Hvordan har det været?
”Det er fedt at have den mulighed. Jeg bruger min fritid på det – og den tid skal man investere i det her. Det er vi flere elever her på HANSENBERG, der gør. De andre træner op til det næste Regionsmesterskab, der kan give adgang til DM i Skills”.

Tjenerelev Anna Cathrine Aaskov (AC)
Alder: 23 år
Læreplads: Schackenborg Slotskro i Møgeltønder
Kommer fra Ribe.
Du har deltaget i flere konkurrencer og nu også DM i Skills. Hvad er det, der er så fedt ved konkurrencer?
”Det er i bund og grund sjovt. Det er en fed dag at opleve. Man presser sig selv, og det er vores håndværk. Jeg er i faget, fordi det interesserer mig. Alle de ting, jeg får med mig, er spændende viden.
Hvordan adskiller DM i Skills sig fra DM for Tjenerelever, hvor du og Ida jo opnåede en flot andenplads?
”Mange af tingene er ens, mens vi skal nå flere ting denne gang. Der er mange praktiske opgaver inden servicedelen – og mange ting, der skal være klar til selve servicedelen. Der er mere håndværk involveret fra tjenerens side ved DM i Skills”.
Ved DM for Tjenerelever – og da du var på vinderholdet ved Årets elevteam her på HANSENBERG – var du sammen med Ida. Hvordan bliver det at stå alene med opgaverne?
”Det bliver spændende at stå alene. Der er mere pres, for man står med det hele selv. Men på den anden side kan man ikke give andre skylden. Det bliver bare en oplevelse. Og jeg glæder mig til at bevise, at jeg godt kan huske at vinerere min karaffel, inden jeg hælder vinen i. Det glemte jeg til DM for Tjenerelever, og det var bare så træls”.

Tjenerelev Denice Gjerdrum
Alder: 22 år
Læreplads: Schackenborg Slotskro i Møgeltønder
Bor i Løgumkloster.
Du har deltaget i flere konkurrencer og nu også DM i Skills. Hvad er det, der er så fedt ved konkurrencer?
”Jeg har fået blod på tanden. Det er spændingen – og at man lærer noget nyt om sig selv hver gang. Jeg kan godt lide at presse mig selv til at blive bedre. Man finder ud af, hvad man kan lære på relativ kort tid – og hvordan man præsterer”.
Hvad glæder du dig mest til, når du skal til DM i Skills?
”Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele udfolder sig. Og til at se, hvordan jeg klarer mig – både fysisk og psykisk. Det er tre hektiske dage. Jeg vil også gerne få tid til at følge andre uddannelser. Det er fedt at se, hvad de forskellige erhvervsuddannelser kan. Jeg glæder mig også til selv at vise tjenerfaget frem. I konkurrencen ser jeg mest frem til bordopdækning, for her kan jeg vise min kreativitet. Jeg føler, at jeg kan vise, hvem jeg er gennem bordopdækning. Der er lidt friere tøjler, og det er jeg vild med”.
Hele fire tjenerelever fra HANSENBERG er udtaget til DM i Skills. Hvordan føles det?
”Det er en sjov udfordring, for vi er jo egentlig konkurrenter. Det kan være en fordel og en ulempe, for jeg kender deres arbejdsgange – og de kender mine. Men vi bakker hinanden op, og vi støtter hinanden”.

Tjenerelev Emilia Mossin
Alder: 19 år
Læreplads: Selfinvest i Middelfart
Bor i Middelfart.
Du fik for kort tid siden en flot tredjeplads ved DM for Tjenerelever, og nu er du med ved DM i Skills. Hvad er det, der er så fedt ved konkurrencer?
”Helt klart arbejdsgangene og præcisionen i konkurrencen. Generelt bare presset ved, at der er mange, som kigger på en. Kan man gøre det foran 1.000 mennesker, kan man også gøre det foran sin lærer og censor. Så det bliver kun nemmere til svendeprøven – og generelt fremadrettet. Man lærer, hvad dem allerhøjest oppe i hierarkiet kigger på i forhold til netop arbejdsgange og detaljer”.
Hvad glæder du dig mest til, når du skal til DM i Skills?
”Jeg ser frem til de mange forskellige opgaver, man får i hånden. Det er de mere traditionelle og klassiske tjeneropgaver, som man ellers er rykket lidt væk fra. Det er fedt at få et indblik i det. Og jeg glæder mig til at suge læring til mig fra konkurrenter, dommere og gæster. Det er er dygtige folk, jeg skal op imod, og jeg kan helt sikkert lære noget af dem. Samtidig får jeg udvidet mit professionelle netværk, og det er vigtigt i den her branche”.
Du er udlært tjener i sommeren 2027. Hvilke planer har du fremadrettet?
”Jeg vil gerne arbejde på krydstogtskibe i fremtiden. Jeg vil gerne prøve at være en del af noget rigtig, rigtig stort – og noget upscale som for eksempel Seven Seas. Det betyder ikke noget, hvor vi sejler hen, for jeg gør det ikke for rejseoplevelsen, men derimod for arbejdsoplevelsen”.

Tjenerelev Ida Olsen
Alder: 23 år
Læreplads: Spisestuen i Esbjerg
Kommer fra Ribe.
Hvad glæder du dig mest til, når du skal til DM i Skills?
”At få lov til at hygge mig med gæsterne. Der ser jeg altid frem til – både til konkurrencer og i hverdagen. Faget ville jo ikke være et erhverv, hvis der ikke var mulighed for at snakke med mennesker. Jeg glæder mig mest til hele serviceelementet”.
Ved DM for Tjenerelever – og da du var på vinderholdet ved Årets elevteam her på HANSENBERG – var du sammen med AC. Hvordan bliver det at stå alene med opgaverne?
”Man kan sige, at jeg om nogen ved, hvor skarpe mine konkurrenter er! Og så er der ikke nogen til at gribe mig. Jeg skal have styr på mig selv, og det bliver sjovt og udfordrende på en anderledes måde. Jeg ser frem til at træne mit håndværk. Der er mere håndværk under service i forhold til DM for Tjenerelever – og generelt er det et mere tætpakket program, så man får mulighed for at prøve meget mere”.
Hvordan er opbakningen fra din læreplads, Spisestuen i Esbjerg?
”Der er rigtig stor opbakning. De synes også, at det er en god mulighed for mig for at dygtiggøre mig indenfor nogle ting, som vi ikke arbejder så meget med i hverdagen”.

Vi ønsker held og lykke til hele vores hold ved DM i Skills 2026!
På HANSENBERGs sociale medier kan du løbende følge med i, hvordan konkurrencerne skrider frem.
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583