· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Erhvervsstjerne fik smag for kokkefaget

Megan Price er i Ny Mesterlære som kok på Hotel Koldingfjord.

Via et brobygningsforløb i 10. klasse fandt Megan Price den uddannelsesvej, der er den helt rigtige for hende, og hun er nu i lære som kok på Hotel Koldingfjord.

Hendes far er kok, og hun har altid stået i køkkenet sammen med ham.

Alligevel var det ikke den karrierevej, som 17-årige Megan Price overvejede at følge efter 9. klasse.

”Jeg tog 10. klasse på Brændkjærskolen i Kolding, fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville”, forklarer Megan.

Det valg var det helt rigtige for Megan, for Brændkjærskolen udbyder blandt andet Erhvervslinjen, som er målrettet elever, der overvejer at tage en erhvervsuddannelse. I løbet af skoleåret får de mulighed for at møde de mange erhvervsuddannelser, der findes i lokalområdet.

Deriblandt på HANSENBERG, hvor eleverne fra Brændkjærskolen – når de kommer i brobygning – går under den fine betegnelse ”Erhvervsstjernerne”.

Megan Price er i Ny Mesterlære som kok på Hotel Koldingfjord.
Megan Price har fundet sig rigtig godt til rette i Hotel Koldingfjords køkken.

Sikker i sit valg

Formålet med Erhvervslinjen i 10. klasse er blandt andet, at eleverne får specialviden indenfor forskellige erhvervsuddannelser gennem klassebrobygning – og når frem til en afklaring af deres videre uddannelses- og arbejdsforløb.

Og den afklaring fik Megan i den grad under forløbet på HANSENBERG, hvor hun prøvede en lang række fag af:

”Det var kokkefaget, der talte til mig. Det der med, at jeg kom ud på så mange forskellige uddannelser, gjorde, at jeg godt kunne mærke, at det altså var kokkefaget, der interesserede mig allermest. Jeg blev helt sikker i mit uddannelsesvalg”.

Megan Price er i Ny Mesterlære som kok på Hotel Koldingfjord.

Jeg har både et vildt godt arbejdsmiljø og vildt gode kolleger. Alle tager så godt imod en. Jeg er blot blevet endnu mere interesseret i kokkefaget. Jeg lærer noget nyt hver dag – og jeg elsker at lære, så det er bare superfedt.

Kokkeelev Megan Price.

Elsker at lære nyt

I 10. klasse havde Megan et praktikforløb på Hotel Koldingfjord – og det skulle med det samme vise sig at være et rigtig godt match:

”Jeg blev tilbudt en læreplads, og efter jeg havde fuldført 10. klasse, begyndte jeg i Ny Mesterlære på Hotel Koldingfjord”.

”Det går over al forventning. Jeg har både et vildt godt arbejdsmiljø og vildt gode kolleger. Alle tager så godt imod en. Jeg er blot blevet endnu mere interesseret i kokkefaget. Jeg lærer noget nyt hver dag – og jeg elsker at lære, så det er bare superfedt”.

Megan fortæller, at hun efter planen er udlært i marts 2029.

”Så jeg er stadig meget ny i faget, men jeg håber, at jeg får en masse oplevelser ud af min uddannelse. Når jeg er udlært, vil jeg gerne ud at rejse, for jeg ser frem til at lære om madkulturen i andre lande. Alle lande har forskellige madkulturer, men det er omkring bordet, at man samles”.

”Med kokkefaget får man så mange forskellige indgange til tingene, og man kan bruge faget, hvis man gerne vil ud at rejse. Samtidig får man gode lederkompetencer, fordi man under uddannelsen også selv tager ansvar for det, man leverer”.

Megan Price er i Ny Mesterlære som kok på Hotel Koldingfjord.
”Jeg er stadig meget ny i faget, men jeg håber, at jeg får en masse oplevelser ud af min uddannelse”, siger Megan Price.

Kokkeelevens gode råd

Megan har fundet sin helt rette hylde i køkkenet, men det tog lidt tid at finde den. Derfor har hun også et par gode råd til skoleelever:

”Der er ingen grund til at forhaste sig. Du skal ikke lade dig presse ud i noget, du reelt ikke har lyst til. Så hellere tage 10. klasse for at finde ud af, hvad du vil”.

”Og lige præcis med kokkefaget skal man være klar på, at arbejdstiderne kan være en udfordring. Jeg har allerede meldt afbud til nogle familiefester, fordi jeg har vagter om aftenen og i weekender. Men som kok får man omvendt også bare så mange muligheder. Verden står åben”.

På HANSENBERG kan du også tage uddannelsen til kok med EUX.

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen