Dimission for 22 modige dyrepassere

De har indfanget wallabies i HANSENBERG egen zoologiske have. De har taget ansvar og fortalt om deres branche, når der har været Åbent Hus på HANSENBERG. De har tilredet en hest – hvilket har krævet både mod og ansvar. Ansvar for hesten. For rytteren, der skal op på en urutineret hest. Og for dem, der kigger på undervejs.
Med andre ord har de været nysgerrige, modige, ordentlige og engagerede, hvilket er HANSENBERGs værdigrundlag.
Det er nogle af de mange flotte ord, som 22 dyrepassere, der tirsdag dimitterede fra HANSENBERG, fik med sig fra deres undervisere under en sjov og rørende dimission i Vranderup.
”I dag står I med erfaring i rygsækken og masser af læring, I kan tage med videre. Vi har med stolthed fulgt jer. I har styrke i jeres faglighed. Og I har fundet jeres egen vej”, lød det blandt andet.

“Jeg har altid arbejdet med heste, så det gav bare mest mening at blive hestemanager. Jeg er blevet tilbudt at blive, hvor jeg er. Vi har westernheste, og de er ikke ret mange steder i Danmark. Jeg er selv begyndt at ride westernheste, så det vil også være rart at være, hvor de er. De har bare et helt andet sind, end andre heste har, og det kan jeg godt lide.
Nadtja Vinding, dyrepasser med specialet hestemanager.
Westernheste trækker
Dyrepasserne er uddannede indenfor tre specialer: hestemanager, forsøgsdyr og dyr i zoologiske anlæg.
Nadtja Vinding har valgt førstnævnte speciale, og hun har været i lære ved McCabes Training Stables i Brædstrup. Og lige nu er det planen at fortsætte som faglært samme sted.
”Jeg har altid arbejdet med heste, så det gav bare mest mening at blive hestemanager. Jeg er blevet tilbudt at blive, hvor jeg er. Vi har westernheste, og de er ikke ret mange steder i Danmark. Jeg er selv begyndt at ride westernheste, så det vil også være rart at være, hvor de er. De har bare et helt andet sind, end andre heste har, og det kan jeg godt lide”.
Legatmodtager med menneskeligt overskud
Traditionen tro uddelte Vranderup Østergaardfonden et legat til en dimittend, som har udmærket sig – og vist menneskeligt overskud, masser af engagement og stor respekt for sine klassekammerater.
Og modtageren var – til stor jubel – Harald Dyg Nielsen.
Han kunne til gengæld fortælle, hvad han nu skal i gang med:
”Jeg er blevet ansat som afløser i HANSENBERGs zoologiske have”.
Harald har i løbet af sin uddannelse været i lære tre steder – men hovedsageligt i Polar Park i Nordnorge.
”Mange vælger at søge læreplads i udlandet, og sproget og kulturen gør det ”nemt” at tage til Norge. Desuden ligner dyrevelfærden den, der er i Danmark. Netop dyrevelfærd kan godt være anderledes andre steder”, forklarer Harald.

Første dimission for ny uddannelsesleder
Blandt de mange talere var vores helt nye uddannelsesleder i Vranderup, Tanja Marie Jokumsen, som slet ikke lagde skjul på, at hun er ny i gårde – men som også gjorde det klart, at den første tid på skolen har været spændende og meget lærerig. Og at dyrepassere kender deres dyr så godt, at de straks kan mærke, hvis noget ikke helt er, som det skal være.


“I står med et svendebrev i hånden i et fag, der betyder noget hver eneste dag. Det er et stort ansvar, men I kan bære det. Held og lykke fremover. Og husk: Selv, hvis arbejdsdagen bliver rigtig lang, er det stadig bedre at arbejde med dyr end med de fleste mennesker.
Direktør ved Bornholms Rovfugleshow Louise Kirkelund Ramstrup
Et svendebrev med stor betydning
Direktør ved Bornholms Rovfugleshow Louise Kirkelund Ramstrup talte på vegne af virksomhedernes oplæringsansvarlige, og hun fremhævede, at mange fejlagtigt tror, at dyrepassere bare går stille og roligt rundt og nusser om søde og bløde dyr.
”I har valgt et fag, som mange gerne vil tale om, men som de fleste ikke ved, hvad indebærer. Mange af jer ved godt, at virkeligheden er anderledes. Dyrene skal passes, når det regner, når man skulle have været til bryllup – og når man egentlig helst vil blive under dynen. Hvis dyrene har brug for jer, står I der. I har uddannet jer til faglærte dyrepassere, og det kan I være stolte af”.
”I står med et svendebrev i hånden i et fag, der betyder noget hver eneste dag. Det er et stort ansvar, men I kan bære det. Held og lykke fremover. Og husk: Selv, hvis arbejdsdagen bliver rigtig lang, er det stadig bedre at arbejde med dyr end med de fleste mennesker”.
Det sidste udløste anerkendende nik og et godt grin ved bordene.

Meget personligt digt
Og så var der ellers kø i tårekanalerne rundt omkring, da dimittend Amanda Molge modigt rejste sig for at læse et meget personligt og rørende digt op for faglærer Gitte Bondegaard Kristiansen, hvis vejledning under uddannelsen har betydet rigtig meget for den nyuddannede dyrepasser.
Vi ønsker alle vores nye dyrepassere og deres lærepladser et stort tillykke med uddannelsen!
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583