· Nyhed · Anne Louise Mikkelsen

Det Grønne Flag får endnu en sæson

Borgmester Jakob Ville er med til at hejse Det Grønne Flag 2026.

Det er blandt andet på baggrund af HANSENBERGs arbejde systematisk at genanvende materialer i undervisningen, at skolen igen har fået Det Grønne Flag fra Friluftsrådet.

Himlen er blå, og flaget er lysegrønt.

Sådan var det i hvert fald i fredags på HANSENBERG, hvor Det Grønne Flag – for 9. år i træk – kom helt til tops i flagstangen.

Denne gang fandt ceremonien sted på skolens adresse i Vranderup, og borgmester i Kolding Kommune Jakob Ville stod sammen med to elever – Ísabella Laufdal Brynjarsdóttir og Magnus Thor Gottenborg Andreasen – for selve flaghejsningen. 

”Unge mennesker bliver bedre og bedre til at vise os alle sammen, at vi skal passe på vores planet. I er med til at påvirke jeres forældre, og I gør en kæmpe indsats – også her på HANSENBERG. Det er 9. gang, at skolen modtager Det Grønne Flag. Det viser, at det er noget, I arbejder med systematisk”, sagde Jakob Ville.

Langsigtet tænkning

Det er Friluftsrådet, som tildeler Det Grønne Flag for HANSENBERGs arbejde med Grøn Skole-programmet i skoleåret 2025/2026, og her er en del af begrundelsen:

”I har sat handling bag ordene ved blandt andet systematisk at genanvende materialer i undervisningen, hvilket – ud over at reducere materialespild – også bidrager til elevernes forståelse for materialernes værdi”.

”Desuden har I deltaget i affaldsindsamlingen, hvor I både har haft fokus på at rydde op i naturen og styrke elevernes forståelse for deres eget ansvar i forhold til miljø og fællesskab. Til slut vil vi fremhæve det store elevengagement, hvor flere af de konkrete tiltag I har taget udspringer af elevernes egne observationer og forslag til forbedringer i hverdagen. Det vidner om, at jeres vision sker i praksis”!

Magnus Thor Gottenborg Andreasen er i gang med Grundforløb 1 på HANSENBERGs adresse i Vranderup.

Jeg håber, at bæredygtighed er noget, som jeg kommer til at arbejde rigtig meget med i fremtiden.

Magnus Thor Gottenborg Andreasen, flaghejser og elev på Grundforløb 1 på HANSENBERG .

Bæredygtighed med stor betydning

Ísabella og Magnus, som hjalp med at hejse flaget, er lige startet på Grundforløb 1 på HANSENBERG. De drømmer begge to om at blive dyrepassere.

Magnus fortalte lidt om, hvad det betyder for ham, at bæredygtighed er tænkt ind i uddannelserne og hverdagen på HANSENBERG:

”Det betyder da mega meget – at vi også kan gøre noget for dyrene. Ja for, at vi alle sammen kan blive ved med at leve her. Jeg håber, at bæredygtighed er noget, som jeg kommer til at arbejde rigtig meget med i fremtiden”.

Aktiv dag for eleverne

Med til fejringen af Det Grønne Flag var HANSENBERGs Grundforløb 1-elever fra Vranderup.

Og forinden havde eleverne på Grundforløb 1 på alle skolens tre adresser været særdeles aktive i det varme vejr.

På C.F. Tietgens Vej rullede boldene ved en stor fodboldturnering.

På Skovvangen var eleverne delt op i hold, som skulle løse en række opgaver. Her talte holdånd – og hvor gode man var imod sine modstandere – med i bedømmelserne.

Og i Vranderup kom eleverne i hold rundt til tre aktiviteter.

Formålet med Det Grønne Flag er at uddanne unge til bæredygtig udvikling – og give dem handlekompetencer til at gøre en forskel.

Tak til både borgmester Jakob Ville og eleverne for en helt særlig fredag.

Anne Louise Mikkelsen

Journalist og presseansvarlig

alm@hansenberg.dk+45 7932 0583
Journalist og presseansvarlig Anne Louise Mikkelsen