Åbent hus med flot fremmøde

Den sidste lørdag i januar holder HANSENBERG traditionen tro Åbent Hus.
Og som altid valgte mange potentielle elever, forældre og andre interesserede at lægge vejen forbi en eller flere af skolens adresser, hvor der var masser af aktivitet i klasselokaler og værksteder.
For grundforløbseleverne på erhvervsuddannelserne havde alle en skoledag, mens mange af eleverne på HANSENBERG Tekniske Gymnasium stod klar til at vise HTX-uddannelsen frem.
Vild med teknologi
Blandt de besøgende var 15-årige Andreas Friis Christiansen fra Hjarup, som så nærmere på netop HTX.
”Jeg overvejer helt bestemt HTX. Teknologi og gruppearbejde tiltaler mig. Og jeg har været på brobygning her på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og det var fedt”, fortalte Andreas Friis Christiansen.
Han havde taget sine forældre, Jane og Niels Friis Christiansen, med.
”Andreas er vores ældste barn, og det er lang tid siden, vi selv har gået i skole, så det er godt at se, hvilke muligheder der er i dag, forklarede Jane Friis Christiansen.
I standene på HANSENBERG Tekniske Gymnasium var der blandt andet præsentationer af studieretninger og de helt særlige profilfag.

Mange muligheder
På HANSENBERGs øvrige uddannelser var der også rig mulighed for at få en snak med både elever og undervisere – og med vejledere og virksomhedskonsulenter.
Derudover kunne interesserede få en guidet tur på skolehjemmet, og rundt omkring var der blandt andet små konkurrencer, en tombola og lækre smagsprøver, som grundforløbseleverne på kokke- og tjeneruddannelserne havde kreeret og serverede.
Og selv om østenvinden i den grad bed fra sig, var interessen for at gå en tur i HANSENBERGs zoologiske have – samt besøge gården i Vranderup – endnu en gang enorm.
Anne Louise Mikkelsen
Journalist og presseansvarlig
alm@hansenberg.dk+45 7932 0583