Gastronom
kok & cater

Vil du være køkkenets centrum?

Brænder du for at kreere fantastiske retter, eller vil du gerne være den nye masterchef, måske er du allerede et madtalent - ellers kan du lære det

En gastronom arbejder med at lave mad i større eller mindre køkkener. Du lærer om gode råvarer, at tilberede og anrette maden samt at vælge drikkevarer hertil. En vigtig del af arbejdet går ud på at sammensætte et måltid, så det bliver en oplevelse for kunden at spise.

Du arbejder professionelt med fremstilling af mad og får lov til at være kreativ og gøre hver enkelt ret til en smagsoplevelse. Valg og indkøb af råvarer, opbevaring, klargøring og selve tilberedelsen af de forskellige retter er vigtige opgaver.

Der skal koges, steges, grilles, bages og laves saucer, supper, salater osv., men inden du afleverer de færdige retter til serveringspersonalet, skal du arrangere maden på en dekorativ og appetitvækkende måde.

Du arbejder tit under tidspres, da ventetiden ikke må blive for lang, og du skal være indstillet på skiftende arbejdstider.

Den gode kok er en dygtig håndværker, som kan producere høj kvalitet igen og igen.

På hovedforløbet, vil dit talent være i fokus.  

Vi følger med fra du vælger den første råvare – til du har den færdige ret. Målet er, at du hele tiden bliver dygtigere.

Uanset hvad menuen står på, så får du altid en chance for at vise, hvad du kan.

Du kan uddanne dig til gastronomassistent (trin 1), eller du kan vælge mellem specialerne kok eller smørrebrød og catering.

Som gastronomassistent tager du dig mest af de rutineprægede opgaver i et moderne restaurationskøkken, mens du som gastronom med specialet kok, også står for den kreative del, planlægger indkøb og kender alt til de forskellige tilberedningsmetoder og råvaresammensætninger.

Som gastronom med specialet smørrebrød og catering deltager du i hele driften, lige fra indkøb, tilberedning og salg af madretter til servering, afrydning og opvask mv. Du har stor kundekontakt.

Eleverne fortæller, hvorfor de valgte netop denne uddannelse

læs deres historier her

- og læs historien om en tidligere elevs karrierevej.

Kan jeg læse videre?

Som gastronom kan du videreuddanne dig til procesteknolog, akademigastronom eller serviceøkonom med speciale i hotelledelse.

Fakta om uddannelsen UGs fakta om uddannelsen Uddannelsens opbygning Lokal undervisningsplan Grundforløb 2 Lokal undervisningsplan hovedforløb Fagretning Grundforløb 1 Fagretningens undervisningsplan

Du kan finde yderligere informationer i menuen til venstre under "Gastronom - kok & cater".

Denne side er opdateret 21. april 2016 af Lisbeth Graff